Maria tjener (stats)kassen

BUPL har sammen med de andre organisa­tioner i FTF startet en kampagne. Den sætter fokus på, at offentligt ansatte også spytter penge i statskassen. Fritidshjemspædagog Maria Bjerg Jørgensen er pædagogernes ansigt.

Maria Bjerg Jørgensen er et kendt ansigt i fritidshjemmet ØnskeØen på Amager, hvor hun har arbejdet i fire år og er tillidsrepræsentant. Den 33-årige pædagog er også medlem af BUPL's TR-råd og har været aktiv i forskellige events og demonstrationer.

Nu skal Maria Bjerg Jørgensen vænne sig til også at være et kendt ansigt uden for pæda­gogkredse.

Hun er frontkvinden i BUPL's annoncer i en fælles FTF-kampagne, og hun er glad for at være med til at fremhæve pædagogernes bidrag til samfundet.

"Jeg tror, at jeg vil blive stolt over at se mig selv i avisen, for jeg er stolt af mit fag. Men egentlig er det jo rigtig trist, at vi pædagoger ikke bliver værdsat nok. Jeg håber, at kampagnen kan skabe glæde over, at der er nogle, som bringer pædagogerne frem i lyset," siger Maria Bjerg Jørgensen.

Også Henning Pedersen, BUPL's formand, ønsker et større fokus på pædagogernes arbejde.

"Jeg håber, kampagnen kan medvirke til at skabe opmærksomhed omkring pæda­gogernes indsats med at skabe grundlaget for børns og unges trivsel og læring. Kampagnen har et tydeligt signal om, at en stor og vigtig gruppe på det danske arbejdsmarked, heriblandt BUPL's 65.000 medlemmer, er med til at bidrage til den samlede økonomiske vækst i samfundet," siger Henning Pedersen.

Kampagnen er ment som et indspark i den aktuelle politiske debat om, hvordan der bedst skabes økonomisk vækst. FTF ønsker at ændre billedet af offentligt ansatte som en udgift for samfundet.

"FTF er klar til at tage medansvar, og FTF-faggrupperne har gode forudsætninger for at bidrage til væksten. Vi er flere end 450.000 medlemmer i både den offentlige og den private sektor. Medlemmer, der er fyldt med faglig viden, ansvarlighed over for andre og gode idéer til, hvordan vi kan skabe både økonomisk og menneskelig vækst," siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.



Ikke kun en udgift. Kampagnens overskrift er 'Det offentlige x det private = Vækst2.

Den matematiske ligning skal illustrere, at det private og det offentlige er gensidigt afhængige af hinanden. Den gængse opfattelse er, at det private tjener pengene, og det offentlige bruger dem. Det vil BUPL og de andre medlemsorganisationer i FTF lave om på. Derfor gør kampagnen opmærksom på, at de to sektorer er hinandens forudsætninger, og at en styrkelse af den offentlige sektor skaber vækst i hele samfundet.

Maria Bjerg Jørgensen er opmærksom på, at hendes arbejde i ØnskeØen trækker tråde langt ud i samfundet uden for fritidshjemmet.

"Børnene skal jo bringe vores samfund videre. Vi står midt i en økonomisk krise, og børnene skal dygtiggøre sig for at leve op til de globale krav, der er i dag. Der bliver krævet meget mere af børn, og det betyder, at der skal være meget mere fokus på dem, så de får den rette udvikling," siger hun.



Stor kampagne

Kampagnen omfatter annoncer i landsdækkende og lokale aviser, en video på YouTube, hjemmesiden vaekst2.dk og facebooksiden 'Jeg tjener kassen'.

BUPL har bidraget med 300.000 kroner til annoncerne med Maria Bjerg Jørgensen i en lang række forskellige medier.

Kampagnen kommer samtidig med FTF's præsentation af et nyt vækstudspil.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.