Mæglingen lykkedes

650.000 kommunalt ansatte skal i løbet af april stemme om forligskvinde Mette Lene Christensens forslag til nye kommunale overenskomster

Det holdt hårdt, det tog lang tid, men til sidst var den der. Tirsdag den 19. marts klokken 17.00 meddelte forligskvinde Mette Lene Christensen, at hun nu havde tilstrækkeligt grundlag til at kunne fremsætte et mæglingsforslag. Samtidig annoncerede hun, at mæglingsforslaget først bliver fremsat torsdag den 21. marts klokken 17.00. Som årsag angav hun, at tre mindre fagområder endnu manglede at gøre deres specielle forhandlinger færdige, ligesom der for hende forestod en del skrivearbejde.

Forsinkelsen indebærer, at Børn&Unge i nærværende udgave ikke kan oplyse om mæglingsfor-slagets indhold, ud over at der bliver tale om en overenskomstperiode på tre år, og at der til alle vil være to ekstra feriedage. Dog har forligskvinden

givet sin tilladelse til, at parterne offentliggør den

del af mæglingsforslaget, som vedrører resultatet af deres specielle forhandlinger.



28 timer. Sidste og afgørende runde i Forligsinstitutionen varede 28 timer og endte med, at både de kommunale arbejdsgivere og forhandlingssammenslutningen KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) sagde ja til, at mæglingskvinden sender et mæglingsforslag til afstemning. Det kan kun tages som udtryk for, at der er fundet løsninger på de problemer, som den 5. februar førte til, at parterne opgav at lave forlig selv. Det største af disse problemer var uenighed om, hvor meget der på forhånd skal afsættes til Ny Løn.

KTO-formand Poul Winckler var fåmælt, men lod ikke desto mindre til at være glad og tilfreds, da det langvarige ophold i Forligsinstitutionen endelig var overstået. Og han forsikrede, at han havde hele forhandlingsudvalget bag sig i accepten af mæglingsforslaget.

Arbejdsgivernes førstemand, Gladsaxe-borgmester Ole Andersen (S), kom ikke ind på, hvor meget mæglingsforslaget afsætter til Ny Løn, men lovede, at hele baduljen vil blive brugt efter sit formål.



Offentliggjort 30. april. Resultatet af urafstemningen i KTO's medlemsorganisationer vil sammen med arbejdsgivernes stillingtagen til mæglingsforslaget blive offentliggjort tirsdag den 30. april. BUPL har for sin del sat onsdag den 24. april som sidste frist for stemmeafgivning. Medlemmerne modtager i indeværende uge en "OK-pakke". Den indeholder stemmeseddel, mæglingsforslaget og en kuvert, som stemmesedlen skal returneres i. Materialet pakkes mandag og afleveres som erhvervspost tirsdag før klokken 14.00. Det betyder, at medlemmerne skal have materialet i hænde onsdag eller senest lørdag den 30. marts.

Samtidig med mæglingsforslagets fremsættelse i torsdags, udsatte forligskvinde Mette Lene Christensen samtlige de konflikter, som var varslet til at skulle træde i kraft den 2. april.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.