Lønforhold. Det er ikke rigtig gået op for mig

Anette Lund fik forkert løn i næsten fem år. Nu har hun fået 400.000 kroner med tilbagevirkende kraft. Nogle af de mange penge skal nok bruges på en ferie med børn og barnebarn.

400.000 kroner ekstra i løn i maj måned. Det fik Annette Lund, pædagog på Valhalla SFO i Tårnby Kommune på Amager. Pengene er tilbagebetaling for næsten fem år, hvor hun blev aflønnet som pædagogmedhjælper, skønt hun efter overenskomsten skulle have været indplaceret som pædagog.

Efter et års tovtrækkeri mellem BUPL Hovedstaden og Tårnby Kommune er hun nu ansat som pædagog og har fået udbetalt lønforskellen. Foreløbig er der efter skat tale om cirka 280.000 kroner

»Jeg har det meget mærkeligt med at få så mange penge på én gang. Det er ikke rigtig gået op for mig endnu. Jeg skal lige finde ud af med skat, om jeg har betalt det rigtige. Og så skal jeg tænke over, hvad jeg skal bruge pengene til. Måske skal nogle af pengene gå til en ferie med mine børn og mit barnebarn,« siger hun.



En tilfældighed. Annette Lund bliver ansat i Valhalla i foråret 2007, hvor hun fra starten lønnes som medhjælper. Ved en tilfældighed får hun på et møde med nogle kolleger og BUPL Hovedstaden nævnt, at hun jo er uddannet folkeskolelærer.

Det får faglig sekretær Jan Poulsen til at reagere. For er man læreruddannet og arbejder på en SFO, skal man ansættes som pædagog og have løn derefter. Herefter ruller sagen, som BUPL kører mod Tårnby Kommune, efter at Annette Lund har skiftet fra FOA til BUPL.

»Jeg tænker ’ja, ja, lad os nu se, om det bliver til noget’. Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt. Men jeg er glad for, at det lykkedes, og at Jan Poulsen har puklet med sagen, så den blev afsluttet så godt. Jeg kan i hvert fald sige, at det betaler sig at være medlem af en fagforening,« siger Annette Lund.



Sjældent så store fejl. Kommunen forsøger undervejs at afvise sagen med, at Annette Lund selv skulle have været opmærksom på, at hun var forkert indplaceret. De forsøger også at spise hende af med et mindre beløb, da de endelig erkender, at fejlen er deres. Men Jan Poulsen og BUPL holder fast: Det er kommunens ansvar, at lønnen er den rigtige.

Jan Poulsen har aldrig før prøvet at hive så mange penge hjem til et medlem, og han tror heller ikke, at det sker igen.

»Når vi laver løntjek for medlemmerne, opdager vi ofte fejl. Men det er sjældent i denne her størrelsesorden.«



Sagen kort fortalt

• I foråret 2012 opdages det tilfældigt, at læreruddannet Annette Lund lønmæssigt er fejlplaceret. Det har hun været siden foråret 2007. Derfor mener BUPL, at hun skal have tilbagebetalt forskellen på en medhjælperløn og en pædagogløn i alle 5 år.

• Annette Lund skifter fagforening. BUPL Hovedstaden kører sagen for hende mod Tårnby Kommune.

• Tårnby Kommune anerkender ikke i første omgang, at fejlen er deres. De prøver at tørre den af på Annette Lund og siger, at hun selv skulle have vidst, at hun var forkert aflønnet. Det afviser BUPL.

• Tårnby Kommune erkender, at de har lavet fejl, men prøver at spise Annette Lund af med det halve af det, som hun har til gode. Det afviser BUPL.

• I foråret 2013 erkender Tårnby Kommune, at de skal betale pengene. De bliver hjulpet på vej af en lignende sag fra Socialpædagogernes Landsforening, som blev vundet ved en faglig voldgift.



Er du i tvivl? Få et løntjek

BUPL har mange eksempler på pædagoger, der får forkert løn. Spørg i din fagforening, hvis du ikke er sikker på, at din lønseddel er korrekt.

Jan Poulsen, faglig sekretær i BUPL Hovedstaden og kommuneansvarlig for Dragør og Tårnby Kommuner, anbefaler medlemmer, at de jævnligt får lavet et tjek af deres løn. I Hoved­staden tilbydes alle medlemmer et sådant tjek.

»Ved løntjek finder vi ofte folk, der er placeret forkert, eller som af andre grunde har penge til gode. Pædagoger er dygtige, men de er ikke så gode til det med lønnen,« siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.