Legepladssikkerhed; Usikkerheden skal væk

Sikkerhedsstyrelsens klare afgørelse i sagen fra Skovlyskolens SFO vækker glæde i BUPL. Næstformand Lis Pedersen ser afgørelsen som et væsentligt skridt i den rigtige retning. Men hun mener, at lovgivning på området vil være den bedste løsning

BUPL's næstformand Lis Pedersen vil have helt håndfaste regler for sikkerheden på legeredskaber. Og hun mener, at den bedste måde at gøre det på er ved at lovgive om, hvordan sikkerheden skal fortolkes.

"Når man har ansvaret for andre mennesker, nytter det ikke noget, at man skal gå og være usikker på, om sikkerheden er i orden. Det er helt uholdbart. Derfor skal reglerne formuleres klokkeklart i lovgivningen," siger Lis Pedersen.

Hun glæder sig over, at Sikkerhedsstyrelsen i sagen fra Skovlyskolens SFO har fulgt standarden, som den er beskrevet i DS/EN 1176. Og hun glæder sig over, at Sikkerhedsstyrelsen mener, at de forskellige danske myndigheder fortolker standarden på samme måde.

"Hvis de danske myndigheder er enige, burde det ikke være svært at formulere deres fortolkning ind i lovgivningen, så vi kan undgå fortolkningsproblemer i fremtiden," konstaterer Lis Pedersen, der i øvrigt mener, at det vil være til gavn for alle parter.

"Jeg er sikker på, at både ansatte, legepladsinspektører og branchen vil blive glade for klare retningslinjer. Det er jo ikke sådan, at RABO er et dårligt firma. De har ikke handlet i en ond mening, men det er et grundlæggende problem for producenterne, hvis standarden for sikkerhed kan fortolkes," siger Lis Pedersen.

Hun kender godt diskussionen om, at legeredskaber kan blive så sikre, at de ikke har nogen legeværdi for børnene. Men her stopper legen for Lis Pedersen.

"Det her handler overhovedet ikke om, at vi overbeskytter børnene, tværtimod. Det handler om at sikre bare et minimum af sikkerhed på de legeredskaber, vi stiller til rådighed for børnene. Hvis man ikke kan sikre legeværdien uden at gå på kompromis med sikkerheden, ser det virkelig sort ud for branchen," mener Lis Pedersen.

Hun vil bidrage med sine synspunkter i den arbejdsgruppe om legepladssikkerhed, som ministeren for familie- og forbrugeranliggender, Henriette Kjær (K) har nedsat. Arbejdsgruppen er ifølge Lis Pedersen dårligt nok kommet i gang endnu, men ministeret fortæller, at gruppen skal aflevere sine forslag til ministeren med udgangen af marts måned.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.