LEDERTRÆF 2002 - Klokken 12.40: Teatralske konflikter

Pædagogerne Teis og Johan har ikke de samme pædagogiske ideer. Teis vil helst have faste tidspunkter og aftaler om, hvad der skal ske hvornår, mens Johan med sine egne ord er mere til "at lytte til det enkelte barn". Nu står begge to på scenen i auditoriet på Hotel Nyborg Strand foran mere end 100 ledere fra hele landet.

Første scene: De to pædagoger skal på tur med børnene, og Teis står parat med de fleste, mens Johan er gået i gang med at lave havregrød til et par børn, der pludselig var sultne. Derfor når gruppen ikke den bus, de havde planlagt - til stor irritation for Teis. Johan derimod, synes ikke det er noget problem, fordi de bare kan tage den næste bus.

Anden scene: Det er sidst på dagen. Amalies mor kommer for at hente pigen og spørger her Teis, om de har indført morgenmad efter klokken otte? Hun lagde mærke til, at nogle børn fik havregrød i morges, og det vil Amalie da også godt have, fordi hun ellers ikke spiser meget morgenmad. Teis forklarer hende, at de faktisk stadig har den regel, at der ikke er morgenmad efter klokken otte.

Tredje scene: Kaffepause. Teis taler irriteret om episoden over for medhjælperen Nina i kaffestuen, indtil Johan kommer ind, og Teis går. Derefter er det Johans tur til at brokke sig.



Oplæg til debat. I virkeligheden er Nina, Teis og Johan skuespillere fra Dacapo Teatret, og de tre små scener er oplæg til en debat blandt lederne på BUPL's Ledertræf, der i år drejer sig om at kvalificere sig som leder på forskellige måder. Her i auditoriet handler det om pædagogik og ledelse, og det er tydeligt, at lederen på Teis' og Johans institution har en opgave. Hvordan den skal løses, er der mange meninger om.

Konsulenten Henry Larsen er "jokeren", der styrer slagets gang. Efter de tre scener ser han spørgende ud på publikum og spørger: »Er det realistisk, det her?«

En er hurtig til at svare:

»Ja, jeg arbejder sammen med begge to,« hvilket udløser stor latter i salen.

Henry Larsen giver derefter tilhørerne ti minutter til at diskutere situationen med deres sidemand. Min sidemand er Søren Billing, leder af 0-6-års institutionen Hobbitten i Århus:

»Problemet er, at de to pædagoger mangler fælles værdier. På den anden side skal der jo også være plads til forskelle, men de kan ikke samarbejde, som de har det nu. De bliver nødt til at få sat ord på det, og det er lederens opgave,« mener han.

Da Henry Larsen beder folk om at give deres bud på, hvad lederen skal gøre, går det på det samme: At få de to til at sætte ord på deres konflikt. Sætte dem sammen på et personalemøde.



Den forstående leder. Lederen, spillet af skuespilleren Rikke Bendtsen, ser spørgende ud på publikum: »Hvad skal jeg sige til dem?«

En foreslår hende at sige til de to pædagoger, at hun gerne vil tale om samarbejdet mellem dem, og om hvordan det kan blive bedre.

»Har du ikke selv lyst til at komme på scenen og prøve?« spørger Henry Larsen forslagsstilleren, men der kommer et bestemt "nej", og Rikke Bendtsen spiller derefter lederen på et personalemøde over for de to. Hele tiden bliver hun fodret med replikker fra salen, uden at nogen selv har lyst til at gå på scenen.

Endelig tager Birdy Hylleberg fra Vejle mod til sig. Hun bliver den, der bryder isen og stiller op som leder over for de to medarbejdere, der ikke kan samarbejde. Hun er den forstående og mæglende leder. Lægger venskabeligt sin hånd på Teis' skulder, mens hun spørger. »Hvordan er det egentlig med den der regel om klokken otte? Måske er den forældet? Kunne vi måske droppe den?« Teis mugger lidt og gør opmærksom på, at det jo var i juni, de blev enige om den regel. Birdy Hylleberg ser nu på Johan og opfordrer ham til at give Teis plads til det, han gerne vil med børnene.

Johan (Claus Uhland) og Teis (Henrik Sloth) gør det ikke let for hende. De er ikke sådan lige at få til at makke ret. Men Birdy Hylleberg høster et stort bifald, da hun går ned på sin plads, og kort efter tager flere mod til sig og prøver kræfter med de to skuespillere. Nogle forsøger at få de to til selv at løse konflikten, mens andre dikterer, hvordan det skal være. Der er mange måder, og de tre timer i auditoriet giver ikke noget endeligt svar på, hvilken vej, der er den rigtige. Fordi det ikke findes. Alligevel har alle fået meget stof til eftertanke.