Leder: Tilfredse men bekymrede forældre

Det ville klæde kommunalpolitikerne at anerkende denne tilfredshed, både i skrift og tale, men ikke mindst i en forbedring af vilkårene for institutionerne.

Kommunernes budgetlægning for 2004 er i fuld gang, og daginstitutionsområdet er igen truet af nedskæringer. Ligesom som sidste år, hvor personale og forældre udtrykte stor utilfredshed med kommunernes forringelser af daginstitutionerne.

Det kan derfor virke som et paradoks, at forældre - som det fremgår af en KL-undersøgelse i år - er tilfredse med deres barns daginstitution. Hvordan kan forældre på samme tid være utilfredse med nedskæringer og samtidig tilfredse med daginstitutionerne?

Børnepolitisk Netværk, et samarbejdsforum for 12 interesseorganisationer på børneområdet, har sat sig for at afdække dette paradoks. Resultatet er ikke overraskende for os, der er tæt på institutionernes hverdag. Forældrenes tilfredshed gælder nemlig ikke de vilkår, institutionerne bydes. Tilfredsheden gælder det pædagogiske personale og er en anerkendelse af den indsats, der ydes i det daglige arbejde med at sikre trygge og omsorgsfulde rammer for børnene i institutionen.

Det er et noget mere nuanceret og præcist svar end det, der fremgik af KL's undersøgelse. Her svarede forældrene ja til et generelt spørgsmål, om de "alt i alt" var tilfredse med institutionerne. De blev ikke spurgt om, hvad de var tilfredse med, og om der var noget, de var utilfredse med. Og på den baggrund konkluderer Kommunernes Landsforening og en række kommunalpolitkere, at al den snak om konsekvenser af nedskæringerne er overdreven.

For mig at se bliver forældrene simpelthen taget til indtægt for det stik modsatte af, hvad de egentlig mener.

Vi er i BUPL og i Børnepolitisk Netværk naturligvis opmærksomme på, at også vores undersøgelse skal vurderes kritisk, og at man skal være varsom med tolkninger. Men pointen i undersøgelsen er klar: Forældrene er tilfredse med det pædagogiske personales indsats, men er samtidig bekymrede for yderligere nedskæringer i institutionerne.

Vi glæder os over den tilfredshed med pædagogernes arbejde, som forældrene i undersøgelsen udtrykker.

Det ville klæde kommunalpolitikerne at anerkende denne tilfredshed, både i skrift og tale, men ikke mindst i en forbedring af vilkårene for institutionerne.

En sådan anerkendelse kunne fjerne utrygheden hos forældre og pædagoger. Det kunne samtidig være et godt udgangspunkt for en dialog mellem forældre, pædagoger og politikere om kvalitet i institutionerne. Forældrene i undersøgelsen giver deres bud på kvalitet: Det handler om tryghed og omsorg for det enkelte barn, en stabil personalegruppe, faste rammer, at barnet lærer sociale færdigheder, at der er rummelighed, oplevelser, gode fysiske rammer.

Det er et godt sted at starte dialogen - men ikke med udsigten til nedskæringer hængende over hovedet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.