Leder: Reklamer - nej tak

En daginstitution i Nordsjælland har fået sponsoraftale med et ejendomsmæglerfirma, som betaler 15.000 kr. til mad i institutionen mod at få opsat et skilt med firmanavn uden for institutionen i to år. Børn og forældre er sikkert glade for madordningen, og firmaet er glad for reklamen. Og er det ikke harmløst med et lille skilt på lågen?

Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, det er udtryk for en betænkelig tendens og et principielt problem for daginstitutionsområdet.



Diskussionen om sponsorering dukker op med jævne mellemrum som en kendt problemstilling på daginstitutionsområdet. Mange institutioner har f.eks. fået sodavand, is eller balloner fra den lokale brugs til større arrangementer, og det er hverken noget nyt eller noget odiøst.

Men det er ikke tilfældigt, at ønsket om sponsorering har fornyet kraft netop nu. Det kommer på et tidspunkt, hvor kommunernes økonomi er stram, og hvor der skæres i budgetterne på daginstitutionsområdet. Det kommer i en tid, hvor reklamer og sponsorering er et almindeligt og udbredt fænomen. Der er snart ikke et kulturelt arrangement - koncert, teaterstykke, håndboldkamp eller TV-drama - som ikke er sponsoreret. Det er tit en forudsætning for overhovedet at kunne gennemføre arrangementet, så kommercialiseringen har overalt sneget sig ind i hverdagslivet



Sponsorering af institutionernes drift er problematisk af mange grunde. Det kan dække over kommunale budgetbesparelser og lægge ansvaret for at skaffe driftsmidler over på den enkelte institution. Institutionerne skal i givet fald bruge unødig tid på at skaffe sponsorer. Det skaber både urimelig konkurrence og ulighed. Reklamer for bestemte sponsorer påtvinger forældrene holdninger, som de måske gerne vil være fri for, og reklamer vil understøtte den omsiggribende mentale forurening af det offentlige rum.



Derfor synes jeg, vi principielt skal afvise sponsorering. Hvilken institution ville ikke gerne have sin egen bus frit og kvit stillet til rådighed? Men hvis forudsætningen er, at bussen skal være en rullende reklamesøjle overklistret med firmanavne, er vi ude på et skråplan. De enkelte tilfælde kan synes fristende, men jeg synes, vi skal afvise dem.

Vi skal bruge kræfterne på at argumentere for den pædagogiske faglighed - og ikke på at skaffe private sponsorer til at fylde hullerne efter kommunale budgetbesparelser. Vi skal i stedet fastholde kommunerne på deres ansvar for drift af daginstitutioner af høj kvalitet.