LEDER. Pædagoger skal have meget mere respekt
LEDER. Pædagoger skal have meget mere respekt
Den seneste tids politiske slagsmål om finanslovsforhandlingerne har fået flere medier til at kalde Christiansborg en børnehave. Jeg er nok ikke den eneste, for hvem det er faldet for brystet, når man tænker på det vigtige arbejde, vi gør i daginstitutionerne. Som pædagoger står vi på hovedet for at fremme stærke fællesskaber og skabe gode sociale øvebaner – trods de umulige vilkår, vi ofte udsættes for.
For børn rummer hverdagen konflikter og forhandlinger om stort og småt. Det er en del af at lære at samarbejde og at begå sig. I nærheden burde altid stå en dygtig pædagog med god tid, for børn skal have en kyndig hjælpende hånd, hvis de skal lære at behandle andre respektfuldt og være gode holdspillere.
Hvis jungleloven indimellem hersker på virkelighedens blå stue, handler det om manglende politisk prioritering af børneområdet. Da Christiansborg endelig fik taget sig sammen til at færdigforhandle finansloven, var der ikke én eneste krone til børneområdet. På trods af at statsministeren i næste nu talte for, at flere børn fra ghettoområder skal i daginstitution. Men børn bliver ikke pr. automatik velintegrerede og livsduelige af en tur i børnehaven, hvis ikke ressourcerne er der til at understøtte samarbejdet med familien, lære barnet sproget og at begå sig i fællesskabet.
Sidste år søsatte regeringen en dagtilbudsreform og erkendte med en lille pulje, at særligt udsatte områder har brug for flere pædagoger og bedre normeringer. Men det er langtfra nok. Skal kvaliteten øges, og skal vi løfte flere nye initiativer på børneområdet, skal politikerne på Christiansborg lære af pædagogerne: De skal lytte og tage ansvar. Børn har kun én barndom – den skal ikke forspildes!
Det holder BUPL politikerne op på, også i 2018. Godt nytår.