Leder: Giv lettelserne til børnefamilierne

Det ville være en vældig god ide at bruge "forårspakken" til at droppe forældrebetalingen i daginstitutionerne

Regeringens meget omtalte frit-valg-ideologi er ikke blevet nogen øredøvende succes på børn- og unge-området. Det havde vi heller ikke regnet med, for BUPL har på et tidligt tidspunkt i debatfasen over for lovgiverne påpeget, at det, forældrene som hovedregel efterspørger, er institutioner for børn og unge, hvor der er pædagogisk kvalitet og kontinuitet. Vi har også gjort tydeligt opmærksom på, at der inden for området, som vi kender det i dag, allerede er en række forskellige tilbud.



Nu viser så nye tal fra Socialministeriet - som BUPL også tidligere har dokumenteret - at det er en meget lille del af forældrene, der har takket ja til at få kommunalt tilskud med børnene over i private pasningsordninger. I tal drejer det sig om en enkelt procent af børn i alderen 1/2-5 år. Og på landsbasis blev kun godt 700 børn passet af egne forældre under den nye tilskudsordning.

Og den ene procent, der er i private ordninger med tilskud, ville i øvrigt næppe være det, hvis det ikke var fordi, Københavns Kommune med sine ventelister til almindelige institutioner vejer godt til i talmaterialet



Efter BUPL's opfattelse viser det endnu engang, at den nuværende regering kaster omkring sig med populistiske slagord og letkøbte "løsninger". Frit valg lyder rigtig godt - så tager vi det! Noget for noget - så vi straffer dem, der ikke er og gør, som vi vil ha' det.



Også regeringens seneste udspil, nemlig den såkaldte "forårspakke", er en gang varm luft.

1000 kr. mere i (nogle af) borgernes lommer, luner naturligvis, men at det skulle skaffe en masse arbejdspladser, tvivler både økonomer, oppositionspolitikere og almindelige mennesker med almindelig sund fornuft på.

Under alle omstændigheder viser adskillige analyser allerede, at fordelingen af de penge, der frigøres ved yderligere skattelettelser og ved at droppe den Særlige Pensionsopsparing, bliver skæv. Dem, der i forvejen har temmelig tomme lommer, f.eks. studerende og lavtlønnede, bliver nemlig ikke inviteret med til forbrugsfesten i Familien Danmark. Men de er jo også familier. Og rigtigt mange af dem er børnefamilier.



Det er almindeligt kendt, at børnefamilierne for en stor dels vedkommende er både tidsmæssigt og økonomisk pressede. Når det samtidig er undersøgt og dokumenteret gang på gang, at familierne ønsker gode - og billige - daginstitutionsmuligheder for deres børn, så synes jeg, det ville være en vældig god ide at bruge "forårspakken" til at droppe forældrebetalingen i daginstitutionerne. I samfundshusholdningen er det småpenge, nemlig omkring 6,8 mia. kr. "Forårspakken" vil efter det oplyste frigøre 9 mia kr. til fordeling.

BUPL har den holdning, at tilbuddene til børn og unge bør være gratis. Så kunne der også komme mere kød på statsministerens løfter i nytårstalen om at gøre noget for børn og børnefamilier.

Hvor svært kan det være?

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.