LEDER: Ferie er ikke for de usynlige børn
LEDER: Ferie er ikke for de usynlige børn
I Danmark er de allerfleste børn privilegerede. De kan føle sig trygge og mangler hverken mad, tøj eller materielle goder. Lige nu kan de med glæde se frem til den årlige sommerferie, der ofte indebærer en tur eller rejse fyldt med gode oplevelser langt væk fra dagligdagen.
Men for en voksende gruppe børn forholder det sig langtfra sådan. Det er børn, der skal kigge langt efter et par nye sko, en sund madpakke – eller en tur i Legoland. Men det er, som om de nærmest er usynlige. De bliver i hvert fald ikke regnet for noget.
Mere end 62.000 børn og unge er ramt af, at familien modtager det, vi kalder fattigdomsydelser – for eksempel kontanthjælp eller integrationsydelse. Og det har store og vidtrækkende konsekvenser for børnene. En nylig BUPL-undersøgelse viser, at flere og flere pædagoger oplever, at der er børn, der lider helt basale afsavn. De mangler simpelthen mad og tøj.
Andre lignende undersøgelser viser, at børnene udover basale og materielle afsavn også er ramt af dårligere helbred. De trives dårligere, ligesom det påvirker karaktererne i skolen, når de kommer dertil.
Som pædagoger gør vi selvfølgelig, hvad vi kan for at kompensere for de ulykkelige forhold. Når vi råber på sociale normeringer, er det jo netop for at holde en hånd under de børn, der på forhånd har de dårligste odds for at trives og få et godt liv. Og vi kan selvfølgelig gøre langt mere med tidlig indsats, bedre normeringer og en højere pædagogandel. Men det er også vigtigt, at vi igen og igen påpeger, at vi som pædagoger ikke kan løfte de massive konsekvenser af en dårlig socialpolitik.
Det er børnene, de usynlige børn, der betaler en umenneskelig høj pris. Det skal politikerne stå til ansvar for.