Leder: 2005 i samarbejdets tegn

Ligesom vi ude på arbejdspladserne har pædagogmedhjælpere, socialpædagoger og lærere som kollegaer i mange sammenhænge, skal vi have det på organisationsplan, der hvor det giver mening.

2004 har været et godt år for BUPL's samarbejde med andre organisationer. Vi har udbygget samarbejdet med Danmarks Lærerforening, vi er kommet tættere på Socialpædagogernes Landsforbund, og vi har fortsat de gode relationer til Pædagogisk Medhjælper Forbund.



I 2005 skal vi bygge videre på det fundament, vi har lagt. For i samarbejdet med de andre organisationer kan vi komme længere end på egen hånd. Vi har mange af vilkårene til fælles, for eksempel deler vi ofte både arbejdsgivere og arbejdspladser. Og ligesom vi ude på arbejdspladserne har pædagogmedhjælpere, socialpædagoger og lærere som kollegaer i mange sammenhænge, skal vi have det på organisationsplan, der hvor det giver mening. Kommunalreformen vil give endnu flere berøringsflader. Ikke mindst med socialpædagogerne, som for manges vedkommende vil skifte arbejdsgiver fra amt til kommune.



En ny samarbejdspartner for BUPL i 2005 bliver et styrket Forbund af Offentligt Ansatte, FOA, efter at pædagogmedhjælperne har besluttet at trække ind under denne paraply. FOA bygger på, at der er en fælles arbejdsgiver, nemlig det offentlige - også selv om et meget lille mindretal af medlemmerne er privatansatte. I FOA's pædagogiske sektor finder man de ansatte i Københavns Kommunes pædagogiske og socialpædagogiske tilbud, ansatte i dagplejen, på pladsanvisningen og på offentlige legepladser i Frederiksberg Kommune og Københavns Amt, samt andre mindre grupper - og nu altså også pædagogmedhjælperne i hele landet.



BUPL derimod er en professionsfagforening, der bygger på en fælles uddannelse og faglighed. Det er en styrke, når fagforeningen skal sammensætte tilbud til jer medlemmer og f.eks. rådgive om efter- og videreuddannelse.



Det er også en styrke, når vi blander os i den offentlige debat. Så gør vi det nemlig på vegne af 60.000 pædagoger, som i kraft af deres uddannelse er eksperter på børns dannelse, trivsel og udvikling. "Hverdagseksperter", som både er dem, der ved, hvor skoen trykker ude i det virkelige liv, og dem, der kan løfte opgaven professionelt og gøre en god indsats endnu bedre - hvis de får rammerne til det.



Kongressen i november vedtog at arbejde yderligere på at udvikle den pædagogfaglige profil. BUPL skal være en organisation, som centralt og lokalt sætter og fastholder en pædagogisk dagsorden. En organisation, som er opdateret i forhold til pædagogik som videnskab, og som deltager i og præger pædagogiske debatter. Og en organisation, som arbejder for, at det er pædagoger, der varetager det pædagogiske og ledelsesmæssige arbejde i institutionerne. Det vil vi arbejde videre på i 2005. Den styrke, som det giver at være fælles om et fag og en faglighed, skal vi tage med os også i det fortsatte samarbejde med FOA og de andre samarbejdspartnere.



Glædelig jul, godt nytår - og godt samarbejde!


Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.