Læs af os. Nyt lederteam satte fokus på samarbejdet
Læs af os. Nyt lederteam satte fokus på samarbejdet
Det ville vi
Vi, leder og souschef i Børnehuset Østerled, skulle fungere som nyt lederteam. Vi har tidligere været kolleger og kender også hinanden privat. Det var vigtigt for os, at vi kunne adskille vores kendskab til hinanden fra vores nye fælles opgave: at samarbejde om at lede børnehuset. Også for at skabe tillid hos medarbejderne og vise, at vi tager opgaven alvorligt. Mange pædagoger her er afhængige af, at vi hjælper til med at skabe en god arbejdsplads, og det skal man være ydmyg overfor. Derfor valgte vi at sætte vores samarbejde under lup med konsulentbistand fra en erhvervspsykolog.
Sådan gjorde vi
Først havde vi en fælles coachingsession, hvor vi talte om vores udgangspunkt for samarbejdet samt vores forventninger. Senere blev vi testet hver for sig af erhvervspsykologen. Vi tog en test (DISC) for at få afklaret, hvor vores styrker er, og hvor vi kan hjælpe hinanden. Vi gennemgik hver især resultaterne sammen med konsulenten og diskuterede, hvad vi ville tage med os videre i samarbejdet. Bagefter gik vi resultaterne igennem i fællesskab og fik gode indspark til, hvordan vi bedst kunne arbejde sammen. På baggrund af den diskussion fordelte vi ledelsesopgaverne.
Det lærte vi
En af de store gevinster ved projektet var, at vi fik øje på vores styrker og på de områder, hvor vi kan hjælpe hinanden. Det er en væsentlig viden at have i et teamsamarbejde, hvor man er hinandens nærmeste kollega. Vores medarbejdere har udtrykt stor respekt for den måde, vi har gjort det på, og vi har oplevet en stor tillid fra dem, fordi vi har været åbne undervejs. Åbenheden betyder, at det ikke bare er den enkelte ledelsespersons ansvar at klare opgaverne, men at det bliver en fælles opgave at løse de udfordringer, der er i en daginstitution.
Om projektet
Da leder Kirsten B. Laursen og souschef Agnete Lange skulle begynde at arbejde sammen som lederteam for Børnehuset Østerled i Hedensted, indledte de samtidig et samarbejde med erhvervspsykolog Pernille Frisch fra konsulentfirmaet HumanAct. Processen strakte sig over sidste halvdel af 2017. Som en del af forløbet gik både leder og souschef igennem en såkaldt DISC personanalyse, som giver et billede af den enkelte persons styrker og ressourcer i bestemte situationer. På den baggrund har det nye lederteam fordelt arbejdsopgaver og roller imellem sig.