Læreplaner fremmer læring

De pædagogiske læreplaner har ført til mere læring i daginstitutionerne. Men planerne trænger til en ny rolle i det pædagogiske arbejde, viser ny evaluering.

Det giver i høj grad mening for pædagogerne at arbejde med de pædagogiske læreplaner. En evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut - EVA viser, at læreplanerne har haft stor betydning for det pædagogiske arbejde og for læringsmiljøet i daginstitutionerne. Undersøgelsen bygger på casestudier i 15 dagtilbud i fire kommuner og en spørgeskemaundersøgelse blandt pædagogiske konsulenter og børnehaveklasselærere i hele landet.

Pædagogerne er blandt andet blevet mere bevidste om læringsperspektiverne i aktiviteterne. Dermed har de pædagogiske læreplaner bidraget til at flytte fokus i retning af børns læring. Det er blevet mere almindeligt at arbejde med læringsmål, evaluering og langsigtet projektorganisering.

»Selvom aktiviteterne er de samme som før – for eksempel skovture eller cirkusprojekter – er pædagogerne i dag langt mere opmærksomme på, hvad børnene lærer af dem,« siger Helene Brochmann, projektleder for evalueringen.



Skal op af skuffen. Pædagogerne er dog åbenbart ulydige i den måde, de arbejder med de pædagogiske læreplaner på. Læreplanerne har nemlig mere karakter af pædagogiske manifester end af egentlige planer, der beskriver læringsmål, metoder, aktiviteter, dokumentation og evaluering, og hvilke aktiviteter der skal foregå hvornår.

Skal læreplanerne fungere som den konkrete ramme for det pædagogiske arbejde, som de var tiltænkt, skal de have et løft, mener Helene Brochmann fra EVA.

»De skal op af skuffen og have en ny og større rolle,« siger hun.

Evalueringen viser også, at læreplanerne ikke fremmer børns skoleparathed, men at børnene har fået flere kompetencer især i forhold til sproget. Desuden bruges læreplanerne ikke som et redskab til at beskrive, hvad daginstitutionerne gør for børn med særlige behov.



Efterlyser systematik. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini er tilfreds med, at de pædagogiske læreplaner af pædagogerne opfattes som et redskab, de kan bruge.

»Men der er plads til forbedring. Der bliver ikke arbejdet så systematisk med sociale kompetencer og krop og bevægelse,« siger hun til Politiken.



Rapporten ’Betydningen af arbejdet med de pædagogiske læreplaner’ kan downloades på www.eva.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.