Lær af os. Julemanden overtrumfer alt

I børnehuset Harridslev i Randers blev julen en naturlig del af læringstemaet om kulturelle udtryksformer og værdier. Da eventyrets elementer blev omsat til små skuespil, trak julemanden hver gang det længste strå. Han repræsenterer jo det gode.

Det ville vi

Vi ville som led i vort læringstema om kulturelle udtryksformer og værdier inddrage julen, fantasien og eventyret og lade børnene selv skabe og arbejde kreativt. Vi ville lade børnene bruge eventyrets fortællekunst, der er en del af vores kultur, og vi ville lade julens værdier som for eksempel at være gode ved hinanden indgå i arbejdet med folkeeventyrets elementer – det gode og det onde. Samtidig ville vi i processen lade børnene anvende digitale medier i en kreativ proces, hvor de bruges aktivt og ikke passivt.



Det gjorde vi

Vi dannede grupper på to-tre af børnehavens mindste børn og lod dem lave skuespil på iPad ved hjælp af appen Puppet Pals, der kan bruges til at skabe små dukkefilm. Børnene valgte figurer som julemanden, julemandens kone og andre julefigurer og skabte små skuespil. Vi lod børnene få idéer og udvikle dem sammen, og vi lod hvert barn lave et maleri med udgangspunkt i det skuespil, det havde været med til at lave. Dermed blev de kulturelle udtryksformer både et skuespil og et maleri som julegave. Bag på maleriet var en QR-kode, som forældrene kunne scanne for at se filmen med skuespillet.



Det lærte vi

Vi lærte, at vi skal lade børnene køre videre ad de spor, de selv vælger. En dreng gik hen til en guitar og klimprede på den. »Julemanden kan lide musik,« sagde han. De andre børn greb idéen og tog den med ind i skuespillet. Vi lærte, at børnene er gode til at gribe hinandens idéer, og at de børn, der til dagligt er lidt stille, også byder ind, fordi de måske er fortrolige med mediet. Vi lærte, at når man lader børnene tage deres egne veje og omveje, ender de alligevel det sted, de kender fra eventyret: Det gode vinder over det onde. Julemanden overtrumfede det hele.



Om projektet

Læringstemaet om kulturelle udtryksformer og værdier skulle lade børnene møde kulturel mangfoldighed og traditioner. Det strakte sig over fire måneder frem til marts 2017. Børnene skulle opleve kunst og kultur og være med- og samskabende. Temaet skulle understøtte børnenes kognitive, personlige og sociale udvikling. Julemånedens skabelse af eventyrlige skuespil og malerier var et led i temaet. Kontakt leder af Dagtilbud Nordøst Jane Andersen på tlf. 2979 8777 for flere oplysninger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.