Lær af os. Hjemmebesøg giver trygge forældre

En velkomstfolder og et hyggeligt besøg i hjemlige omgivelser. Det er opskriften på et initiativ, der har gjort kommunikationen og tilliden bedre mellem forældre og pædagoger i Påfuglen.

Det ville vi

Vi oplevede i Påfuglen, at vigtig information gik tabt, når vi modtog nye vuggestuebørn og deres familie, både fra forældrenes og fra personalets side. Der var mange konflikter, eksempelvis om at børnene skulle sove ude, om de måtte være syge ,og om hvem der havde ansvaret, når en sutsko blev væk. Vi besluttede i januar 2014 at tilbyde nye familier et hjemmebesøg, inden barnet startede hos os. Vores forhåbning var at få en tidlig kontakt til familierne og skabe en god dialog samt tillid mellem forældre og medarbejdere. Samtidig lavede vi en velkomstfolder for at synliggøre hverdagen.



Sådan gør vi

Vi tilbyder hjemmebesøg, når forældrene ringer til os første gang, efter at de har fået tildelt plads. Af hensyn til de andre børn i vuggestuen ligger besøgene gerne i tidsrummet kl. 12-14. Vi tager to medarbejdere på besøg og sætter omkring en time af. Under besøget tager vi udgangspunkt i vores velkomstfolder. Vi gennemgår den med forældrene og lytter til deres tanker og spørgsmål. Folderen er nem at læse og sat op med mange billeder, fordi vi har mange tosprogede familier. Den giver et overblik over vores hverdag og indeholder information om den første tid.



Det har vi lært

Efter at vi har indført hjemme­besøg, er vores familier godt forberedte, når de møder op første dag i vuggestuen. Forældrene virker trygge over at møde et velkendt ansigt, og vi har generelt fået en lettere og bedre kontakt til forældrene. De fortæller os mere om sig selv og børnene og spørger os mere til råds. De bruger os ganske enkelt mere. Nogle medarbejdere synes, det var grænseoverskridende at besøge familierne i deres hjem, men projektet har også været godt for os. Personalegruppen har ændret syn på familierne ved at tage ud til dem.



Vores råd til andre

1. Lad hver medarbejder gå ud fra samme materiale ved hjemmebesøg.

2. Vær ikke bange for at begå fejl og udvikle ordningen undervejs.

3. Læg besøgene i middagsluren, så de ikke belaster kollegerne.



Om Projektet

Børnehusene Nivå har igennem to år kørt projektet ’Barnet i centrum’ i samarbejde med forsker Ole Henrik Hansen. Her har den integrerede institution Påfuglen fokuseret på modtagelsen af vuggestuebørn. Institutionen er begyndt at tilbyde hjemmebesøg hos familierne, inden barnet starter i vuggestuen, og sammen med en god velkomstfolder giver det både tilfredse kolleger og gode tilbagemeldinger fra forældrene. Interesserede kan høre mere hos Dorte Thomsen eller Camilla Heller, pædagoger i Påfuglens vuggestue. Kontakt på mail: doth@fredensborg.dk eller på tlf. 2255 5103.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.