Lær af os. Fyraftensmøder støbte et fælles fundament

Som led i arbejdet med at udmønte den nye dagtilbudslov og læreplan samles pædagoger, ledere, dagplejere og fagkonsulenter i Faaborg-Midtfyn Kommune til fyraftensmøder om børnesyn, leg og læringsmiljøer.

Det ville vi

Da den nye dagtilbudslov lagde op ændringer i den pædagogiske praksis med et nyt pædagogisk grundlag og en ny styrket læreplan, ville Faaborg-Midfyn Kommune først og fremmest sikre, at de ansatte, som skulle udmønte loven, fik fælles fodslag og et fælles vidensfundament. Derfor ville kommunen uddanne alle pædagoger, dagplejere, medhjælpere, ledere og fagkonsulenter til såkaldte ’faglige fyrtårne’. Kommunen søgte puljemidler til alle, men fik kun midler nok til at sende 180 personer på uddannelse i foråret 2019. Derfor opstod behovet for fælles fyraftensmøder for alle ansatte.



Sådan gjorde vi

Fyraftensmøderne blev planlagt som uddannelsesaftener for cirka 300 deltagere, som gennem oplæg, debatter og workshops skulle omkring de nye tænkninger i dagtilbudsloven. Som sådan fungerede møderne en slags laboratorium, hvor de ansatte arbejdede med at udfordre gamle grundlag og praksisser. Refleksioner på møderne lagde op til, at man gik hjem og afprøvede nye tiltag lokalt. Første møde handlede om dagtilbudsloven, det næste om børnesyn i familier og dagtilbud, det tredje om dannelse og leg og det sidste om gode læringsmiljøer og læreplanen.



Det lærte vi

Vi lærte, at vi med et stærkt fundament af viden i en kommune kan blive dygtige til at få læringen til at leve i praksis. Fyraftensmøder med både teoretiske oplæg og refleksionsøvelser betød, at deltagerne kunne omsætte deres nye viden til ny praksis. Vi lærte også, at når man som kommune vil gennemføre en så omfattende kompetenceudvikling hos medarbejderne, hvor man vil forankre en ny kultur, så sender man de ansatte ud på dybt vand. Derfor er det vigtigt, at ledelsen er klar med ’redningskranse’, for det er altid sårbart at være i læreprocesser.



Vores råd

• Kig kærligt, men kritisk på jeres egen praksis.

• Vær bevidst om, at du/din medarbejder/kollega er sårbar i nye læreprocesser.

• Husk, at stærkt fælles arbejde kræver mod, tillid og fælles tro på projektet.



Om projektet

Faaborg-Midtfyn er ligesom andre kommuner i gang med at realisere den nye dagtilbudslov. Her er alle kommunale, selvejende og private dagtilbud gået sammen om fyraftensmøder om temaerne i loven. Center for Opvækst og Læring faciliterer møderne og bidrager med faglige oplæg. Der har også været eksterne oplægsholdere. BUPL Fyn støtter også op. Fyraftensmøderne fungerer som et læringslaboratorium for en gruppe ansatte, der i foråret skal uddannes til ’Faglige fyrtårne’. For mere viden kan du kontakte pædagog og fællestillidsrepræsentant Anja K. Jørgensen, ankaj@fmk.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.