Lær af os. En halv times afslapning efter frokost

Jejsing BørneUnivers lader alle børnene slappe af efter frokost til rolig musik og i halvmørke, før de indtager legepladsen. Resultatet er mindre konfliktfulde og mere koncentrerede lege

Det ville vi

Vi havde et ønske om at få børnene ned i gear efter formiddagens aktiviteter og før, de skulle ud på legepladsen om eftermiddagen. Vi havde tidligere haft massageforløb, men vi ville hellere finde en løsning, der kunne omfatte alle børnene på én gang.

Vi besluttede os for en daglig aktivitet, der skulle få børnene til at slappe helt af efter frokost. Baggrunden var, at børnene i deres dagligdag får utroligt mange indtryk. Der sker noget hele tiden, og de mange nye medier, iPad m.m., gør det ikke bedre. Med projektet ville vi give børnene mulighed for at fordøje alle indtrykkene.



Sådan gør vi

Vi har købt en masse tæpper og puder, og fået fat i nogle tæpperester, som børnene kan ligge på. Børnene ligger en halv time, der må ikke være snak, og vi trækker gardinerne ned, så lyset er dæmpet. Vi sætter den samme afslapningsmusik på hver dag. Børnene tilbydes en bamse, som omkring halvdelen tager imod.

Enkelte børn falder i søvn. Vi har fået tilladelse til at vække de børn, der sover let, og har individuelle aftaler med forældrene. Nogle forældre siger, at vi skal lade børnene sove, andre vil have dem vækket. Der er minimum to voksne til stede i hver gruppe. Projektet har kørt i to år nu.



Det lærte vi

Vi lærte, at det kræver en lang indkøringsfase, hvor børnene syntes, at det var kedeligt. Vi fortalte dem, at det var i orden, at de kedede sig, for så virkede det. I dag har børnene vænnet sig til det og bruger det første musiknummer til at falde til ro. Det er en del af dagligdagen. Vi oplever, at vi har fået en mere afdæmpet leg om eftermiddagen. Der er færre konflikter, og børnene zapper ikke fra det ene til det andet. De kan bedre koncentrere sig om legen og være i den. Vi oplever, at den halve time giver ny energi til hjernen. Der er en anden og mindre hektisk stemning på legepladsen.



Vores råd til andre

1. Husk at informere forældrene om den pædagogiske baggrund.

2. Giv det tid – opgiv ikke efter en uge eller en måned. Børnene skal vænne sig til det nye.

3. Skab genkendelighed. Musikken skal være den samme, tidspunktet det samme og barnet ligge det samme sted hver dag.



Om projektet

Den selvejende integrerede institution Jejsing BørneUnivers i Tønder Kommune har cirka 45 børn i alderen 0-6 år. For to år siden startede institutionen en daglig aktivitet med en halv times afslapning, hvor børn kan absorbere de mange indtryk, deres dag er fyldt med. For mere information om aktiviteten og de to års erfaringer kan pædagog Michael Carstensen kontaktes på tlf. 74 92 87 10, mail:mc4@toender.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.