Lær af os. Egern, muldvarp og krage spillede teater

I 14 dage var børn fra institutionerne Perlen og Møllehøj i Borup på naturskole for at lege, spille teater og få mere viden om dyr. Pædagogerne lod en dramakunstner og en naturvejleder engagere børnene i et tværkulturelt projekt.

Det ville vi

Vi ville som led i det kommunale 'Projekt Småbørnskultur 2017' inddrage flere kulturer og aktører for at give børnene større viden om danske dyr og samtidig mulighed for gennem leg og kreative aktiviteter at udleve den viden, de har fået. Vi ville lade børnene skabe og udvikle idéer i samarbejde med professionelle formidlere udefra, og vi aftalte et længere forløb med en dramakunstner og naturskolen. Også biblioteket fik vi med som aktiv medspiller.



Sådan gjorde vi

Vi valgte egern, muldvarp og gråkrage som de tre dyr, vi ville arbejde med. Vi fik en kasse bøger fra biblioteket, hvor vi også så film. Vi tegnede dyrene, og vi var ude i naturen for at se, hvor de lever. I 14 dage var vi på Svenstrup Naturskole, hvor børnene sammen med naturvejlederen og dramakunstneren fik masser af inspiration til at dramatisere dyrenes liv. Der blev lavet kulisser og teater, og der blev skabt historier. Børnene klædte sig ud i kostumer, malede sig og legede, at de var muldvarper, egern og gråkrager.



Det lærte vi

Vi var to institutioner sammen, og vi blandede vores børn i et formiddagshold og et eftermiddagshold. Vi lærte, at det gav ekstra bonus, fordi børnene lærte nye børn at kende, og det kom også til at handle om brobygning. De skal nemlig gå i samme skole senere. Vi lærte, at de lidt stille børn strålede, fordi de kom ud af deres normale roller. Her var alle på bar bund, fordi vi var et nyt sted, nemlig på naturskolen. Vi lærte, at det vigtigste var selve processen. Det teater, vi fik skabt, var helt på børnenes præmisser, og det rystede børnene fra de to institutioner godt sammen.



Om projektet

Køge Kommune har etableret 'Projekt Småbørnskultur 2017', som daginstitutioner kan søge midler fra. I alt seks institutioner under samme områdeleder samarbejder om projektet. I første omgang har børnene fra Perlen og Møllehøj fået viden, leget, tegnet, lavet teater og meget mere om tre danske dyr. Herefter kommer turen til de øvrige fire institutioner. Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til pædagog Charlotte Keller,

Møllehøj, tlf. 8870 1400.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.