Lær af os. Alle børn har ret til sport i fritiden

Da Parasport Frederiksberg tilbød at komme fordi Centerbørnehaven, greb pædagogerne med det samme muligheden for at få udbredt kendskabet til fritidsaktiviteter for børn med fysiske handicap.

Det ville vi

Med besøget af Parasport Frederiksberg ville vi blandt andet gerne fortælle forældrene, hvilke parasportsgrene der findes til børn med forskellige fysiske funktionsnedsættelser. Vi synes, det er vigtigt, at børn får fritidstilbud, men det kan være svært at finde til vores børn, som ikke kan begynde i en almindelig fodboldklub. Vores børn har også brug for at lave normale ting med andre børn. Men det skal helst være med nogle på samme niveau, så de får en god oplevelse. Det skal også gerne være så tidligt som muligt, så de får succesoplevelser og oplever det sociale ved en fritidsaktivitet, når de starter i skole.



Sådan gjorde vi

Parasport Frederiksberg kontaktede os, fordi de ville fortælle om, hvad børn med

handicap kan gå til i fritiden. De kom ud til os tre gange, hvor der var mulighed for at prøve racerunnere og atletikaktiviteter som løb, kuglekast og længdespring. Aktiviteter, som udfordrer børns motorik på en legende måde. Arrangementerne

foregik her, og vi lavede mad, så forældrene bare skulle komme og opleve, at deres barn pludselig kunne drøne afsted på en racerunner. Mange af vores forældre er tynget af møder om deres børn, men her skulle de bare have nogle succesoplevelser

og snakke med andre forældre.



Det lærte vi

Det var spændende, at der kom nogen udefra og puttede nye idéer ind i hovedet på os pædagoger, og vi bruger fortsat mange af legene. Det er også blevet nemmere at tale med forældrene om, hvad deres børn kan gå til, fordi mange af forældrene

pludselig selv oplevede, at deres barn fik en succesoplevelse med en fysisk

aktivitet – og vi har oplevet det sammen. Derudover fik vi også større kendskab til, hvad vores børn kan gå til, hvilket gør det lettere at fortælle forældrene om det. Sådan et arrangement giver mulighed for at være sammen med forældrene på en helt anden

måde.



Om projektet

Centerbørnehaven på Østerbro er en specialinstitution, som har børn i alderen fra 0-6 år med forskellige fysiske funktionsnedsættelser. I løbet af foråret og sommeren havde de tre besøg af Parasport Frederiksberg, som viste både børn, forældre og pædagoger, hvor mange fritidsaktiviteter der findes for børn med fysiske udfordringer. Parasport Frederiksberg sørgede for, at alle børn fik mulighed for at deltage på tværs af stuer, alder, køn og funktionsnedsættelse. På parasport.dk kan I finde en liste over forskellige parasportsklubber i jeres område.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.