Lær af os. 3-årige lærer engelsk i børnehaven

I Gentofte Kommune har pædagogerne lært børn helt ned til 3 år engelsk. Det kan lykkes, når undervisningen er sjov og tager udgangspunkt i hverdagens aktiviteter.

Det ville vi

Pædagoger kan trække på deres egen faglighed og lære børnene at tale engelsk, hvis det foregår på børnenes præmisser. Sådan lød grundtanken i innovationsprojektet 'Play and Learn'. Derfor var begreberne frivillig deltagelse og legende læring vigtige, og fokus lå på, at kontekst og nonverbal kommunikation skulle understøtte kommunikationen på engelsk: Pædagogen holder mælken op foran barnets tomme kop og spørger: ’Would you like a glass of milk?’. Når engelsk bruges i hverdagsrutiner og leg, med visuel støtte og gentagelse af ord og sætninger, kan børn og pædagoger nå langt sammen.



Sådan gjorde vi

Pædagogerne i projektet kom på et 30 timers kompetenceudviklende kursus. Herudover blev de tilbudt to gange observation og didaktisk samtale med en konsulent fra Professionshøjskolen UCC, så de kunne rette deres engelskundervisning til og afprøve nye idéer. Engelsktimerne fandt sted i børnehaver og GFO’er (kommunens fritidsordninger), og der blev både arbejdet med pædagogiske aktiviteter på engelsk og med at bruge engelsk i dagens normale rutiner, eksempelvis i spisesituationer eller ved håndvasken. En institution er nemlig fuld af gode læringsmiljøer.



Det lærte vi

Det har været en positiv overraskelse, at næsten alle børn gik til opgaven med entusiasme. Børnene fik at vide, at de godt måtte vælge engelsktimen fra, men de fleste valgte at blive frem for at gå på legepladsen. De kunne godt fornemme, at det giver status at kunne tale engelsk, og de elsker at få ros hjemmefra, når de har lært nyt. Det har især overrasket, at børn med sproglige vanskeligheder har fået stimuleret deres engelsk på linje med de andre børn. De trives tilsyneladende godt med projektets legende og kontekstafhængige undervisning.



Vores råd til andre

● Det vigtigste er, at børnene får motivation og selvtillid på engelsk.

● Tal engelsk i hele sætninger med børnene, og sørg for at holde konteksten.

● Husk at lege! Det skal være sjovt at lære engelsk.



Om projektet

Gentofte Kommune kontaktede Professionshøjskolen UCC med et ønske om, at alle børn mellem 3 og 9 år skulle have en time engelsk om ugen med pædagogisk personale. Det blev til innovationsprojektet Play and Learn. Dermed blev Gentofte første danske kommune, der lærer børn engelsk i et pædagogisk læringsmiljø. Projektet startede i 2012 og kørte i to år. Nu har kommunen valgt at arbejde videre med Play and Learn. Interesserede er velkomne til at kontakte lektor Maria Neumann Larsen via mnl@ucc.dk.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.