KONGRES 2002 - PMF: Rigtige venner


Selvom den famøse fusion mellem BUPL og PMF aldrig blev til noget, er der ikke gået skår i venskabet mellem de to pædagogiske fagforbund. Forretningsudvalgsmedlem i PMF Nanna Højlund, der holdt en hilsningstale på kongressen, udtrykte ærgrelse over den mislykkede fusion med BUPL, men hun havde stadig store forhåbninger til et fremtidigt venskab.

»Vi blev ikke gift, men nu er vi venner,« sagde hun og lagde vægt på, at venskabet forpligter.

»Vi skal definere, hvilken slags venner vi skal være. Skal vi være rigtige venner, skal venskabet bygge på mere end almindelig høflighed og gode manerer. Der skal handling bag de pæne ord,« sagde Nanna Højlund.

Selvom PMF nu har indgået en samarbejdsaftale med Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, blev det i talen klart, at medhjælperforbundet stadig nærer varme følelser for BUPL.

»LO har været præget af socialdemokratisk partipolitik, hvor partipolitik og fagbevægelse har været dybt infiltreret i hinanden. Under fusionsdebatten så vi, at BUPL og PMF er enige om, at fagbevægelsen ikke skulle være partipolitisk,« sagde hun.

Hun påpegede de mange fælles mål, pædagoger og pædagogmedhjælpere har på områder som pædagogisk kompetenceudvikling, Ny Løn og tillidsrepræsentanternes vilkår. »Vores medlemmer har samme arbejdsplads, og nedskæringerne, som har ramt vores område, har vist, at selv under pres arbejder vi godt sammen,« sagde Nanna Højlund.

Efter talen forsikrede forbundsformand Bente Sorgenfrey, at PMF og BUPL også i fremtiden vil være gode venner.

»Efter en fusionsproces, som både har nedbrudt fordomme og bragt os tæt sammen, så sætter vi os jo ikke bare på hver vores kontor og lukker af for verden uden for. PMF og BUPL har brug for en fælles politisk platform, fordi vi har fælles arbejdspladser og udsættes for det samme pres. Ligesom BUPL kan sætte dagsordenen og kæmpe for vore fælles mål i FTF, kan PMF i fremtiden gøre det samme i LO,« sagde Bente Sorgenfrey.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.