KOMMUNALVALGET - Pædagoger i politik
KOMMUNALVALGET - Pædagoger i politik
Manu Sareen
Alder: 34 år.
Civilstatus: Samlever og to børn,
en pige på fire og en dreng på to år.
Stilling: Pædagog på
Døgnkontakten på Nørrebro.
Stiller op for:
Det Radikale Venstre i København.
Stiller op for første gang.
Hvorfor stiller du op?
»Først og fremmest på grund af mine egne børn og forholdene på institutionerne. Jeg synes, at forholdene er horrible for både børn og pædagoger.«
Har du en særlig mærkesag?
»Ja, det er børnene. De bliver stuvet sammen på alt for lidt plads, der er for få pædagoger, og deres arbejdsforhold er for ringe. Nedskæringer rammer altid dem, og det er jeg træt af: Madordninger er skåret væk, kolonier er skåret væk - kvaliteten bliver hele tiden forringet, og vi glemmer, at det er vores børn, der skal overtage samfundet.«
Hvad ville du se som din største politiske sejr?
»Hvis jeg kunne være med til at gøre København til en meget mere børnevenlig by, hvor det pædagogiske personale får bedre forhold. Jeg er træt af, at der bliver kostet rundt med os.«
Hvorfor stiller du op for Det Radikale Venstre?
»De radikale har været utrolig klare i deres meldinger og meget standhaftige i minoritetsspørgsmålene, og det synes jeg har været godt. Det er et parti, hvor jeg kan få lov til at sige, at indvandrerne skal tage sig sammen. Udover børnene er det også en af mine mærkesager. Jeg har selv en indisk baggrund, men jeg mener, at der er nogle indvandrere, der skal holde op med at klynke. De skal gøre op med sig selv, om de vil bo i Danmark eller ej.«
Hvad er det vigtigste i dit liv?
»Det hænger tæt sammen med meningen med livet. For mig er der ingen tvivl om, at det er at give livet videre. Mine børn har ændret mit liv. Og når man finder ud af, hvad der er det vigtigste i ens liv, så ved man også pludselig, hvordan det skal leves.«
Har du nogen forbilleder?
»Ja. Der er ingen tvivl om, at Naser Khader er et forbillede for mig. Han har støttet mig meget i alt det her. Jeg har arbejdet for ham de seneste år, og nu har han bedt mig om at stille op i stedet for ham til kommunalvalget.«
Har du et livsmotto?
»Man skal vælge sine konflikter med omhu. Det gælder for eksempel meget i det pædagogiske arbejde, når man arbejder med de unge.«
Hvad laver du i din fritid?
»Jeg elsker at spille fodbold. Ellers bruger jeg selvfølgelig meget tid på ungerne og forsøger også at få tid til vennerne. Efter valget vil jeg gerne lære at synge opera ...«
Hvilken bog har du liggende på dit natbord lige nu?
»"Kærlighedens bøddel" af den amerikanske psykolog Irvin D. Yalom. Den handler om terapi og er virkelig, virkelig god. En menneskelig universel bog. Man følger nogle psykologiske seancer og hans tanker omkring livet, børn og døden. Det er tanker, der optager mig helt vildt meget. Jeg læser også psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet.«
Hvad laver du om ti år?
»Da sidder jeg i Borgerrepræsentationen og nyder, at mine børn er blevet ældre. Det er ret hårdt at være småbørnsforældre.«