Kommunalvalg: Pædagogiske byrødder

Blandt 11.409 opstillede kandidater til byrådene i de nye storkommuner var et par hundrede pædagoger. 28 af dem opnåede valg

Ulla Smedegaard, formand for BUPL Storstrøm, ser lyst på fremtiden. Årsagen er, at hele fire pædagoger er blevet valgt til byrådet i fagforeningens største kommune, Ny Næstved.

"Stærkt gået. Mon ikke det skulle sikre vores område en vis bevågenhed de kommende år. Jeg håber det," siger hun.

De fire indvalgte pædagoger er SF'eren Torben Nielsen samt socialdemokraterne Lene Koustrup Madsen, Lene Lassen og Lisbeth Skov.

Også en anden af de nye kommuner i Storstrøms Amt, nemlig Ny Vordingborg, gav valg til en pædagog. Fællestillidsrepræsentant Erling B. Nielsen kom ind for SF, mens kun tre stemmer skilte Mette Gerdøe Kristensen, faglig sekretær og hovedbestyrelsesmedlem for BUPL Storstrøms Amt, fra at sætte sit på det mandat, Enhedslisten lidt overraskende opnåede.

Da det dertil ellers indrettede ministerium, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, ikke laver en opgørelse over de valgte kandidater med angivelse af stilling og/eller erhverv, kan det ikke udelukkes, at der er kommuner, hvor pædagogerne er flottere repræsenteret, end i Ny Næstved, men Børn&Unges research tyder ikke på det.

Listen over indvalgte pædagoger, der er tilvejebragt ad flere forskellige kanaler, men som især beror på tilbagemeldinger fra BUPL's lokale fagforeninger, ser således ud. Vi beklager, hvis nogen er blevet forbigået. Og hører i givet fald meget gerne fra dem.



Region Nordjylland:

Ny Brønderslev-Dronninglund: Marianne Jensen, Eddie Jedon og Per Thisted,

alle (S).

Ny Frederikshavn: Palle Næser Thomsen (S).

Region Midtjylland:

Ny Skive: Leo Rasmussen (S).

Ny Lemvig: Gitte Bitch (Konservative).

Ny Skanderborg: Ole Drøgemüller (S) og Tage Nielsen (Radikale).

Ny Norddjurs: Tom Bytoft (S).

Ny Randers: Åge Stentz (S).

Århus Kommune: Cemal Metin (SF).

Region Syddanmark:

Odense Kommune: Tina Bue Jensen (S).

Ny Assens: Lene Due (S).

Ny Haderslev: Yrsa Theisen (SF).

Ny Tønder: Kim Printz Ringbæk (S).

Region Sjælland:

Ny Næstved: Torben Nielsen (SF) og Lene Madsen, Lene Lassen samt Lisbeth Skov, alle (S).

Ny Vordingborg: Erling B. Nielsen (SF).

Ny Sorø: Klaus Gylling (S).

Ny Slagelse: Helle Blak (S) og Jørgen Andersen (SF).

Ny Faxe: Michael Keldgaard (S).

Region Hovedstaden:

Ny Fredensborg: Ole Andersen (SF).

Gladsaxe Kommune: Peter Nielsen (S).

Tårnby Kommune: John Karslund (S).

Ballerup Kommune: Lolan Marianne Ottesen (S).

Noteres skal det også, at Khaled Mustapha, der repræsenterer Pædagogstuderendes LandsSammenslutning i BUPL's hovedbestyrelse, er blevet valgt til Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten, og at pædagogfagets første borgmester, socialdemokraten Britta Christensen i Hvidovre Kommune, er blevet genvalgt til posten for en ny fireårig periode.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.