KOMMUNALVALG 2001: Pædagoger i politik

Den 20. november er der kommunalvalg, og ikke alle pædagoger nøjes med at sætte et kryds den dag. Mange stiller faktisk selv op til byrådet. Vi tegner et lille portræt af nogle af dem frem til valget - på tværs af partiskel, alder, kommunegrænser og køn

Torben Viktor Adelborg-Beck

Alder: 59 år

Civilstatus: Gift, seks børn

Stilling: Børnehavepædagog på Østerbro

Stiller op for: Dansk Folkeparti i København

Stiller op for første gang.

Hvorfor stiller du op?

»Jeg synes, at den udvikling vi ser med muslimsk indvandring i hele Vesteuropa er frygtelig skræmmende. Jeg har

lige været i Bruxelles, og der er det ti gange værre end herhjemme - den menige belgier kan slet ikke genkende sit eget land længere.

Pia Kjærsgaard har sagt mange fornuftige ting og er tidligere blevet svinet til. Nu går det lidt bedre, for vores synspunkter hører man jo nu gentaget af de øvrige partier ...«

Har du en særlig mærkesag?

»Jeg mener, det er totalt uacceptabelt, at danske børn kommer i mindretal i institutioner. Det er dybt uacceptabelt med de børnehaver på Nørrebro, hvor indvandrerne er totalt overrepræsenterede, og vi ligger under for en for os fjendtlig kultur.«

Hvad ville du se som din største politiske sejr?

»Det ville være at få totalt indvandrerstop i hele København. Stop for familiesammenføringer. Når der er 30 procent indvandrere i skolerne i dag, og når undersøgelser viser, at af selv tredjegenerationsindvandrere gifter 98 procent sig med folk fra deres hjemlande, så kan man se, at der kun er en generation til, før indvandrere er i flertal på skolerne.«

Hvorfor stiller du op for Dansk Folkeparti?

»Fordi DF også står for Danmarks Frelse.«

Hvad er det vigtigste i dit liv?

»Det nære i mit liv: Min kone og mine børn.«

Har du nogen forbilleder?

»Næh.«

Har du et livsmotto?

»Det er aldrig så galt, at det ikke kan blive værre.«

Hvad laver du i din fritid?

»Jeg synger i kor, træner meget, og trods min høje alder har jeg en pige på fem og en dreng på 13, som jeg også har meget med at gøre. Så forsøger jeg at beherske computeren lidt, læser en del, hører klassisk musik ...«

Hvilken bog har du liggende på dit natbord lige nu?

»John Fowles: "Ibenholttårnet".«

Hvad laver du om ti år?

»Da er jeg pædagog. Jeg er i hamrende fed form og synes, at pygmæerne er skægge. Der kan selvfølgelig ske meget, men det er mit mål, for man kan vist blive ved, til man er 70.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.