Kommunalvalg 09

Lene Due Andersen (S), 60 år. Borgmester i Vissenbjerg Kommune 2002-2006, nu medlem af byrådet i Assens Kommune og formand for social- og seniorudvalget. Pædagog og leder af børnehave i Assens Kommune.

Hvorfor er du gået ind i lokalpolitik?

"Jeg har altid interesseret mig for politik og har altid gerne villet være med til at påvirke vores samfund. Og så kommer jeg fra en politisk bevidst familie."

Hvad betyder det for dit politiske arbejde, at du er pædagog?

"Det betyder, at jeg har et tankesæt om menneskers forhold i det samfund, vi lever i. Jeg ser børn og deres familier til daglig, og jeg har holdninger om at passe på de svage og gøre det godt for børnefamilierne. Til gengæld betyder det også, at jeg for eksempel ikke kan få lov at deltage i de faglige arbejdsgrupper, som er med til at udvikle dagsinstitutionerne i vores område."

Har du kunnet påvirke børneområdet, fordi du er pædagog?

"Jeg kan ikke påvirke børneområdet i kraft af mit fag, men jeg kan påvirke det som menneske. Når jeg siger noget om børn, så siger de andre medlemmer af byrådet, at jeg er påvirket af, at jeg er pædagog i kommunen - lidt ligesom hvis ejeren af en lokal virksomhed snakker om lokal erhvervsudvikling. Men da jeg var borgmester, kunne jeg påvirke området mere. Jeg mener, vi udviklede nogle gode institutioner i Vissenbjerg, og vi nedlagde også nogle små skoler for at styrke fagligheden."

Nytter det noget, at pædagoger går ind i lokalpolitik?

"Ja, det nytter. Pædagoger har erfaringen med at arbejde med mennesker, og dermed har vi en vigtig kompetence i det politiske liv. Det er vigtigt, at det ikke kun er økonomi, men også borgernes leveforhold og kultur, som er med til at påvirke politikken. Jeg håber, at flere pædagoger vil blande sig og blive en del af det politiske liv."

Er der noget negativt ved at deltage i lokalpolitik?

"Når man er formand for et udvalg, som jeg er, kan arbejdspresset blive for stort. Jeg ville gerne frikøbes en dag om måneden til det politiske arbejde. Bortset fra det er det meget givende at deltage i politisk arbejde, blandt andet fordi du lærer andre mennesker med en anden tankegang at kende."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.