Knap halvdelen af kommunerne sænker ikke SFO-taksten

En længere skoledag giver kortere SFO-tid, men ikke nødvendigvis billigere SFO’er. SFO-taksten er et dilemma, mener BUPL.

Efter sommerferien skal eleverne i indskoling have 30 timers undervisning om ugen. Dermed bliver der mindre fritid og mindre tid til at gå i SFO.

Alligevel vil betalingen til SFO enten fortsætte uændret eller stige i 44 procent af kommunerne. I lige så mange kommuner vil forældrebetalingen falde, viser en rundspørge fra Altinget.dk.

Det er dog forskelligt, hvor meget taksterne reduceres. Nogle kommuner vælger at reducere forældrebetalingen, så den følger den reducerede åbningstid. Det gør Silkeborg Kommune, hvor forældrene til august skal betale 1.570 kroner om måneden for en heldagsplads, som i dag koster 1.965 kroner.

I Ballerup bliver taksten til august sat ned fra 1.445 til 1.440 kroner.

BUPL’s formand Henning Pedersen kalder takstniveauet i SFO’erne for et dilemma.

»Hvis man ikke sætter prisen ned, risikerer vi, at forældrene tager deres børn ud, og så går børnene glip af et godt fritidstilbud. Og så bliver nogle pædagoger også afskediget, hvis ikke de kan bruges fuldt ud i skolen,« siger han.

Men hvis prisen sættes ned, kommer der færre penge i kommunekassen til at drive SFO’er for.

»Så hvis ikke man på anden vis får prioriteret økonomisk, risikerer man, at SFO’en bliver et mere skrabet tilbud,« siger Henning Pedersen.

»Det er virkelig en udfordring at bevare de gode fritidstilbud, som er så vigtige for børn,« siger Henning Pedersen.

Kommunerne kan frit fastsætte SFO-taksterne. I daginstitutioner og fritidshjem lægger loven loft over, hvor stor en andel af driftsudgifterne forældrene må betale. I dagtilbud må forældrene betale op til 25 procent af driftsudgifterne, i fritidshjem er det 30 procent. På landsplan dækkede forældrebetalingen i gennemsnit 52 procent af driftsudgifterne til SFO (2011).

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.