Klubbernes kogebog

Kampen mod overvægt skal også føres i klubberne. Derfor har Ungdomsringen København/Frederiksberg nu udgivet Klubbernes kogebog med opskrifter på sund mad og masser af ernæringsråd oven i

Der er noget for næsten enhver smag: Seje sandwich, skægge salater, skønne supper og sågar lidt søde sager. Klubbernes kogebog favner bredt - og sundt.

"Den skal ses som et indspark i debatten for at få gjort noget. Der skal være et alternativ til den gamle slikbar, som der stadig er i mange klubber," siger Henrik Seidenfaden, formand for Ungdomsringen København/Frederiksberg og leder af Den Nye Klub på Frederiksberg.

"Vi skal have mere fokus på området og på at få de klubber med, som ikke rigtig gør noget endnu. Hvis man er i tvivl, og det er der nogen pædagoger, der er, om hvad sund mad er, så er der gode oplysninger at hente i Klubbernes kogebog," siger Henrik Seidenfaden og understreger, at der er rigtig mange klubber, som allerede er i gang med at tilbyde børnene et fornuftigt alternativ til slik, chips og sodavand.

Men han erkender samtidig, at der for mange klubber er en barriere, der gør, at de ikke går i gang med at tilbyde børnene sund mad.

"Mange klubber har ikke engang et køkken, der er godkendt til madlavning. Det er stadig et problem. Det burde tages op af BUPL eller Ungdomsringen, så der i det mindste i betænkningen om indretning af klubber kommer til at stå, at der skal være et ordentligt køkken. Der står stadig, at der kun skal være et tekøkken i en klub. Så hvis bygherren er nærig, så er der kun et køkkenbord, en vask - og så en primus. Lovgivningsmæssigt er det ligesom i tresserne," påpeger Henrik Seidenfaden. l

Klubbernes kogebog kan downloades gratis fra Ungdomsringen København/Frederiksbergs hjemmeside: www.ungdomsringen-kbh.dk

Man kan også kontakte Ungdomsringen på tlf. 3810 8136 og få en trykt kopi af kogebogen. Det koster 50 kroner, oplyser Henrik Seidenfaden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.