Kampen om de små ungdomsårgange
Kampen om de små ungdomsårgange
Sommeren er ved at gå på hæld, og de mange unge, som tidligere på året har søgt deres drømmestudie, har nu også fået svar.
I år ser det ud som om, at det ikke er de unge, der er så frustrerede over ikke at være blevet optaget på drømmestudiet, men at det er uddannelsesinstitutionerne, der er frustrerede over ikke at have fået fyldt holdene - og det kan der jo være mange årsager til.
Et citat fra Politiken beskriver situationen meget godt. "De naturvidenskabelige uddannelser burde holde op med at jamre og skælde ud på de unge, som ikke har søgt, og i stedet bruge deres energi på de unge, der nu engang er søgt ind."
På pædagoguddannelsen er søgningen også faldet, hvilket har været tilfældet de senere år, men det reelle antal optag er det samme. Pressen har imidlertid fokuseret på, at optaget af mandlige studerende er faldet med fire procent over seks år.
Hvad er årsagen? Visse seminarier mener, at mænd er betænkelige ved at søge pædagogstudiet, når de ser, hvordan forældre i nogle situationer har reageret lige lovlig hurtigt med beskyldninger om seksuelle overgreb på børn. Mistanken skaber utryghed, og de studerende føler, at deres retssikkerhed kan blive truet.
Jeg mener, at pædagoguddannelsen stadig er en attraktiv uddannelse. Men unge forandrer sig jo også. Både de naturvidenskabelige og de humanistiske fag har fald i optaget, så søgningen går tilsyneladende i andre retninger helt generelt. Vi kan jo ikke adfærdsregulere de unge, men alene lytte til, hvor interessen ligger. Hvad det er, der gør et studie godt. Hvad der gør en arbejdsplads god. Hvilke avancements- og karrieremuligheder, der skal ligge i et fag. Hvilke efter- og videreuddannelsesmuligheder er der. Jeg har derfor den opfattelse, at det faldende mandlige ansøgertal ikke alene kan tillægges de mange pædofilisager. Jeg tror, det er en kombination af mange ting, så derfor handler det til stadighed om at gøre pædagoguddannelsen bedre. Og om at skabe attraktive studiemiljøer og ikke sætte skrækscenarier op, som alene bygger på en tese.
Vi har brug for mandlige pædagoger på daginstitutionsområdet. Vi har brug for begge køn. Vi har brug for dygtige og kompetente medarbejdere, som har gennemgået en uddannelse med et højt selvværd og stor stolthed, så det professionelle pædagogiske arbejde stadig er i højsædet.
Samfundet har brug for pædagogers store indsigt og viden om børns opvækst og gode livsbetingelser. Pædagogisk udvikling og forskning indefor daginstitutionsområdet er et påkrævet felt, som pædagoger i det daglige arbejde kan bidrage til - også gennem pædagoguddannelsen ved et tæt samarbejde mellem pædagogseminarier og daginstitution. Så ansvaret for at uddanne de studerende i praktikken har en vigtig betydning for den samlede uddannelse og for såvel uddannelsens som den enkelte studerendes fremtid.
At få dygtige og velkvalificerede kollegaer er ikke noget, som kommer af sig selv. Det er et ansvar, vi er mange om at bære i fællesskab.