Kampagne mod nedskæringer
Kampagne mod nedskæringer
Når regeringen om kort tid skal forhandle med Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi, er BUPL sammen med PMF parat med en kampagne mod nedskæringer på institutionsområdet. Tre gange i løbet af maj vil BUPL annoncere i de landsdækkende morgenaviser. I KL's blad, Danske Kommuner, vil BUPL desuden indrykke et fire siders indstik.
Her støtter BUPL kommunernes folkevalgte i at kæmpe mod endnu snævrere økonomiske rammer end sidste år.
"Vi vil have stor forståelse for et klart nej, hvis regeringen prøver at presse repræsentanterne for det lokale selvstyre ind i en økonomisk ramme, hvor der ikke er plads til udvikling - for både børn, unge og gamle," hedder det i indstikket.
BUPL understreger i indstikket, at kommunerne denne gang går ind til de "måske vanskeligste forhandlinger nogensinde." Fra Christiansborg lyder der løfter om både skattelettelser, mere kvalitet for pengene og en blomstrende frihed for det enkelte menneske.
"Disse løfter er for så vidt gratis for regeringen. Ude i det virkelige liv er det jo kommunerne, der skal betale regningen," skriver BUPL.
Tre-trins raket. Ud over de fire sider i "Danske Kommuner" har BUPL planlagt lokale indsatser i forbindelse med kommunernes interne budgetforhandlinger, som følger efter kommunernes forhandlinger med regeringen.
Endelig vil BUPL sørge for at være på banen med meninger og holdninger under finanslovsforhandlingerne for næste år. Hovedbestyrelsen har sat fem millioner kroner af til tre-trinsraketten, som bliver holdt i luften til en gang i efteråret.
I kampagnen for at undgå nedskæringer henviser BUPL blandt andet til tal, som Arbejdstilsynet offentliggjorde i april efter at have besøgt 768 institutioner over hele landet. Rundturen endte med, at tilsynet i gennemsnit gav et påbud og tre påtaler til hver institution. Blandt andet på grund af støj, dårligt indeklima og ringe fysiske arbejdsforhold.