Kampagne mod besparelser

Nye nedskæringer truer børn og pædagoger. Alle BUPL's 5000 tillidsrepræsentanter indkaldt til topmøde 1. marts for at markere, at "nu er det nok", som BUPL's nye kampagne har som slogan

Mens al fokus i disse uger er samlet om de højdramatiske følger af Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, lægges der i det stille op til en ny omgang forringelser af daginstitutioner og anden kommunale service.

Finansminister Thor Petersen (V) kræver, at kommunerne barberer to milliarder kroner af deres budgetter for 2006. Hvis de ikke gør det godvilligt, er han klar med sanktioner. Pengene vil i så fald blive taget fra det statslige bloktilskud til kommunerne.

Kommunernes Landsforening afviser Thor Pedersens regnestykke. Halvdelen af de to milliarder kroner, som kommunerne i 2006 bruger mere end forudsat i økonomiaftalen med regeringen, stammer fra engangsudgifter til kommunalreformen. Derfor skal sparekravet sættes ned til en milliard kroner.

"Hvis kommunerne reducerer det vedtagne budget for 2006 med to milliarder kroner, er der i realiteten tale om, at man finansierer éngangsudgifter til reformen med besparelser på serviceområderne. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det har heller ikke været en forudsætning for opgave- og strukturreformen," påpeger KL, som af samme grund heller ikke er medunderskriver på Thor Pedersens instruks til kommunerne om at genåbne deres budgetter og senest den 15. februar finde de forlangte besparelser.



Styrke og magt. Hvad enten sparekravet er på en eller to milliarder kroner, er det efter BUPL's mening for meget. Og også unødvendigt, når nu kendsgerningerne er, at de statslige kasser flyder over med milliarder af kroner fra uforudsete indtægter.

"Nu er det nok" er derfor også sloganet for en kampagne, som BUPL har iværksat for at få skabt opmærksomhed om de aktuelle besparelser og få sat en helt anden slags dagsorden, når de nye storkommuner meget snart skal tages stilling til deres fremtidige serviceniveau.

I et åbent brev til finansminister Thor Pedersen, skriver forbundsformand Birgit Elgaard, efter at have konstateret, at skænderier mellem regeringen og KL ikke i sig selv gavner nogen:

"Det centrale er, at regeringen både har styrken og magten til at skabe bedre rammer for børnene - uagtet det kommunale selvstyre. En styrke ingen tvivler på, når det drejer sig om skattestoppet. Brug i fællesskab denne styrke til gavn for samfundets børn. Gå til opgaven med samme entusiasme og principfasthed, som hvis sagen drejer sig om skattestop, privat forbrug og frit valg. Ellers undermineres en afgørende velfærdspolitisk satsning af kommu­nale besparelser. Til skade for børn i almindelighed og for udsatte børn i særdeleshed."



Topmøde. "Nu er det nok" kampagnens største selvstændige satsning udgøres af et "topmøde" i Fredericia Messecenter onsdag den 1. marts, hvortil alle BUPL's 5000 tillidsrepræsentanter er inviteret.

Tilmelding til mødet skal ske til den lokale BUPL-fagforening, som også dækker udgifter til transport og frikøb fra arbejde.

Forbundsformand Birgit Elgaard i sin invitation til topmødet:

"Danmark har aldrig været rigere - der er 75 milliarder kroner i overskud på statens finanser. Og alligevel skal kommunerne spare ekstraordinært på blandt andet daginstitutioner for at få råd til kommunalreformen.

Regeringen lovede i valgkampen - i lighed med stort set alle andre partier - bedre kvalitet i daginstitutionerne. Men samtidig presser den kommunerne, så slutresultatet let kan blive, at regeringens ekstra-penge og lidt til er sparet væk, når valgperioden er omme."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.