Kærlighed er ikke nok. Børn har også brug for krav

Når et barn siger, ’jeg kan ikke’, har det ofte ret. Pædagogerne skal hjælpe barnet til at fokusere på processen, så det øver sig, til det kan.

Det er ikke let at opdrage børn i dag. Det mener forfatteren Sofie Münster, der er aktuel med bogen ’Kærlighed er ikke nok’. Dels skal børnene være en del af et samfund, der er helt anderledes end det, deres forældre kender, dels har mange forældre en modreaktion på deres egen opdragelse, uanset om den var autoritær eller flippet 70’er-opdragelse.

»Pendulet svinger over mod kærlighed, nærvær og omsorg i de her år. Jeg prøver at advokere for, at det ikke kan stå alene. Man er også nødt til at følge op med nogle ydre rammer, nogle krav, der lærer børnene at finde deres vej og vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det har jeg skrevet en hel bog om,« siger Sofie Münster, der også står bag succesbloggen ’Nordic Parenting’. Hun er ofte ude i daginstitutioner og holder oplæg for såvel pædagoger som forældre.



Hvordan kan man som pædagog bruge din bog?

»Bogen indeholder en masse om kommunikation med børn, og hvad man konkret kan sige i de situationer, hvor modstanden er vanskelig at håndtere for børnene. Det kan være, at tøjet er svært at få på i garderoben. Det, pædagoger tager til sig, når jeg møder dem, er mit fokus på kommunikation, på skiftet væk fra resultater: ’Hvordan gik det med at tage tøj på’ – til processen: ’Hvordan har du gjort det, hvad vil du gøre anderledes?’.«



Gør pædagogerne det forkert i dag?

»Nej, problemet er snarere, at vi mange gange ikke tænker så meget over, hvilke signaler vi sender, når vi siger: ’Man kan ikke være god til det hele’ og ’du gjorde dit bedste’. Det er ikke det mest opmuntrende, når det ikke lykkes. Det gælder om at blive mere bevidst om sine standardsætninger. Når et barn siger ’jeg kan ikke’, siger vi intuitivt ’jo, du kan’, selvom barnet oftest har ret. Vi skal vende den og sige: ’Du har bare ikke lært det endnu’.«



Spørger pædagogerne også om, hvad de skal sige til forældrene?

»Det spørger de rigtig meget om. ’Og hvad kan vi give dem af materiale? Og hvad vil være det vigtigste at sige til forældrene?’ Man oplever børnene som mere beskyttede og mere servicerede i dag og forældrene som værende mere krævende og mere usikre på, om det går godt nok med børnene. Måske vil forældrene gerne have flere råd, men de stiller også høje krav om, hvad deres barn skal imødekommes med i institutionen. Den kombination giver pædagogerne en anden rolle.«



’Kærlighed er ikke nok’ giver et indblik i den nyeste viden om, hvordan man ruster børn til at have det godt med sig selv og andre. Samtidig giver den konkrete råd til, hvad man kan sige til et barn i situationer, der er svære for barnet.

Politikens Forlag

Vejledende pris: 250 kroner.



Om forfatteren

Sofie Münster, uddannet cand.scient.pol, har også skrevet bestselleren ’Klog er noget, man øver sig på’. Hun står bag ’Nordic Parenting’ – en blog med op til 500.000 læsere om måneden. Hun har været direktør for LøkkeFonden, hvor hun skabte Drengeakademiet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.