Kære Henriette Kjær

Vi håber, at du som ny socialminister vil tage initiativ til at videreføre KiD-projektet

Held og lykke i dit nye job. Jeg håber, vi også med dig som socialminister kan fastholde og udvikle det samarbejde, vi længe har haft med ministeriet. Det helt centrale fokuspunkt er i

den forbindelse at forbedre kvaliteten

i institutioner og klubber.

Socialministeriet, KL og BUPL har for eksempel i fællesskab igangsat et kvalitetsudviklingsprojekt i dagtilbudene (KiD). Din forgænger på ministertaburetten har tiltrådt en anbefaling af, at der iværksættes et udviklingsprogram for dagtilbud i perioden 2001-2003.

I anbefalingerne foreslås det, at der igangsættes en fase to med fokus på syv temaer:



* det pædagogiske indhold

* mål og resultater

* dialog og samspil

* rummelighed, forebyggelse og det tværfaglige samarbejde

* ledelse og medarbejderudvikling

* overgange i børns liv

* fleksible muligheder og rammer



BUPL har store forventninger til, at et sådant udviklingsprojekt kan medvirke til at løfte kvaliteten i det vigtige arbejde, der foregår i daginstitutionerne. Vi har også som opfølgning på KiD-projektets første fase fremlagt et konkret forslag til udformningen af udviklingsprojektet inden for en ramme på 100 millioner kroner over tre år.



Vi håber, at du som ny socialminister vil tage initiativ til at videreføre KiD-projektet i et fortsat konstruktivt samarbejde med både KL og BUPL.

Et andet vigtigt område, hvor Socialministeriet og BUPL har fælles opgaveflader, er det ungdomspolitiske område. Vi har med interesse læst, at den nye regering vil gøre en særlig indsats for de grupper, man almindeligvis betegner som utilpassede unge. Det er et område, hvor BUPL allerede har en lang række samarbejdsflader i Socialministeriet. Samarbejdsflader, vi meget gerne ser opretholdt og udbygget. Vi vil nemlig gerne medvirke i en fremadrettet dialog om, hvordan vi sammen og bedst muligt kan styrke indsatsen på dette område. Det er et arbejdsfelt, der kan og bør udvikles.



Vi håber, at du snarest vil prioritere tid til et møde med BUPL, så vi kan få lejlighed til i fællesskab at drøfte udfordringerne på børne- og ungeområdet. Både de generelle og overordnede aspekter og de mere specifikke områder som KiD-projektet og ungdomspolitikken.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.