Jubilæum; 25 år som forælder på samme fritidshjem
Jubilæum; 25 år som forælder på samme fritidshjem
Der har ikke været en eneste pause. I 25 år har Margrit Veng, nu 53 år gammel, stået i forældrekartoteket hos Fritidshjemmet i Thomas P. Hejles Ungdomshus i det indre København - alle årene i den afdeling, der hedder Toppen.
Det har måske været tilfældigt, at Margrit Vengs seks børn er kommet i en rækkefølge, der har gjort det bemærkelsesværdige jubilæum muligt. Men det har til gengæld ikke været et tilfælde, at de alle sammen har gået i samme fritidshjem.
»Jeg har altid været tryg ved at aflevere børnene,« siger Margrit Veng og tilføjer, at det er vigtigt som udearbejdende, at man ved, at ens børn har det godt.
»Der har været nogle kærlige rammer for børnene. De har kunnet sidde på skødet hos de voksne, når de har haft brug for den nære kontakt. Det har glædet mig, at de også har kunnet gøre det for mine børn, når jeg ikke selv var til stede,« siger Margrit Veng, der understreger, at det ikke betyder noget, at de fysiske rammer for fritidshjemmet, som ligger i en lejlighed på 4. sal, ikke er specielt gode.
»Der er ingen legeplads. Men det betyder ikke noget, bare de voksne er søde,« fastslår Margrit Veng, der også har valgt den samme institution til børnene for at give dem en nogenlunde ens opvækst.
»Børnene har noget fælles at snakke om. Og de har det rigtig dejlig med de fælles erindringer,« siger Margrit Veng, der også har haft sine børn i samme vuggestue og børnehave, Sundby Algård på Amager.
Først og sidst. Margrit Veng fik den første af en børneflok på seks, en datter, det samme år som Niel Armstrong som det første menneske satte sin fod på månen. 1969. Da var hun 21 år gammel. Den sidste, Lauritz, der går på fritidshjemmet nu, kom til i 1991, da Margrit var 43 år gammel.
»De var alle sammen meget planlagte,« fastslår Margrit Veng, der har en forklaring på de forholdsvis mange børn, som hun har fået.
»Jeg er gift for fjerde gang. Til den store kærlighed hører et barn - eller to,« griner hun.
Margrit Vengs ældste datter, Daphne, har gjort Margrit til bedstemor. Og tilfældet har maget det sådan, at Margrits barnebarn nu går på en anden af fritidshjemmets afdelinger, Filialen, så onkel og nevø kan lege sammen, og det er faktisk en mulighed, som de benytter sig af.
Mere struktur. Med 25 års daglig gang i Fritidshjemmet kan Margrit Veng se tilbage på mange oplevelser med fritidshjemmet og den udvikling, institutionen har været igennem.
»Det er blevet mere struktureret i dag. De kører det meget pædagogisk med samtaler omkring børnenes trivsel. Pædagoger har bedre kontakt nu,« siger Margrit Veng, der understreger, at forældre også har pligt til at bidrage til et godt forhold til personalet.
»Det er vigtigt med dialog. Forældrene skal også sige, hvis der er problemer i hjemmet. Man skal være åbne overfor hinanden. Og der skal være en voksen, man kan henvende sig til, hvis der er noget, der bekymrer,« siger Margrit Veng, der også kan se tilbage på alle de forskellige mennesker, der har sat deres præg på Toppen.
»Tre af de større børn har prøvet at være på en øde ø og bo i telt - med en grøft som
toilet. De har haft godt af at prøve at undvære komfort og bare klare sig. Men det eksisterer ikke mere. Den pædagog er for længst på pension,« siger Margrit Veng, der er en varm fortaler for fritidshjemmet som institutionstype:
»Det er en god måde at få kammerater på. Jeg tror ikke på skolefritidsordningerne. Hvis man bliver mobbet og holdt udenfor i skolen, så fortsætter det jo i en SFO. På et fritidshjem kan de møde flere forskellige børn fra forskellige skoler. Og man bliver mere et helt menneske af at opleve flere forskellige børn,« siger Margrit Veng, der også kan huske den gang den nuværende leder, Bjørn Vibholm, bare var praktikant på fritidshjemmet. Det var i øvrigt samme år som Margrit Veng for første gang afleverede et barn på fritidshjemmet, i 1976.
Bjørn Vibholm blev fastansat på Fritidshjemmet siden 1978.
»Og det er helt specielt at have en forælder, som man kan snakke med om gamle dage,« siger Bjørn Vibholm.
»Man får da et specielt forhold, når man har en forælder gående så længe. Og så er det spændende at kunne følge en person gennem alle de år,« siger Bjørn Vibholm, der fejrede Margrit Vengs 25 års forældrejubilæum med champagne.
Til sommer er Margrit Vengs tid som forælder til et barn på Toppen forbi. Lauritz er blevet 10 år, og til august skal han begynde at gå i klub, hvor Margrit Veng i øvrigt i forvejen har to børn gående. Det er han bestemt ikke ked af.
»Lauritz synes, her er kedeligt. Der er for mange små børn,« forklarer Margrit Veng.