Inspiration. Vi bruger lokalsamfundet

Når børnene fra Bandholm Børnehus på Lolland besøger Svanevig Hospice er det blot en del af samarbejdet, institutionen har med lokalsamfundet.

Da plejehjemmet i nabolaget stadig var beboet, kom børnene fra Bandholm Børnehus både på julebesøg og til fastelavn. Og børnehuset har et fast samarbejde om musikarrangementer med det lokale husmandsorkester.

»Så spiller de børnesange og sanglege, og det er vi glade for. Vi har også inviteret bedsteforældre med til en julemusikdag med husmandsorkesteret,« fortæller Pia Rasmussen, der som leder af den private institution aktivt opsøger lokale samarbejdsrelationer.

»Gymnastikforeningen laver gymnastik med os,« fortæller hun begejstret om holdet, som gymnastikforeningen i Bandholm har oprettet for børnehavens børn hver tirsdag eftermiddag.

»Forældrene behøver ikke at skynde sig hjem og hente inden. Alle vores børnehavebørn går til gymnastik og bliver fulgt derhen af en af vores pædagoger, som bliver der som medinstruktør,« forklarer Pia Rasmussen om ordningen, hvor pædagogen følger børnene tilbage til børnehuset bagefter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.