Henriette fik styr på pensionen

46-årige Henriette Lauritsen har ændret sin begunstigelse for at sikre sig, at pensionsopsparingen går til børnene, hvis hun dør.

Hvis 46-årige Henriette Lauritsen pludselig skulle dø, ønsker hun, at hendes børns fremtid er i så sikre hænder som muligt. Også rent økonomisk. Så da hun blev skilt og fik en ny samlever, som også havde børn fra et tidligere forhold, ændrede hun sin begunstigelse og bestemte derved, at hendes pensionsopsparing skulle gå til børnene.

»Skulle der ske mig noget, vil jeg være sikker på, at det er mine børn og ikke min eksmand eller andre, der skal forvalte pengene. Jeg ville sikre min børn,« siger Henriette Bech Lauritsen, der arbejder som pædagog i Højgård Børnehus nær Herning.

Ifølge Pædagogernes Pensionskasse, PBU, burde mange flere gøre som Henriette Bech Lauritsen. For selvom flere er begyndt at ændre deres begunstigelse via PBU’s hjemmeside, har 90 procent af pensionsselskabets medlemmer stadig ikke taget stilling til, hvem der i tilfælde af deres pludselige død skal modtage en eventuel udbetaling fra deres pensionsordning.



Mangler testamentet. Der er da heller ikke mange af Henriettes kolleger, som taler om begunstigelse. Snakken går mere på, hvornår man kan gå på pension.

»Jeg håber ikke, at jeg nogensinde får brug for begunstigelsen, men jeg kan godt lide at have styr på tingene. Og i mit tilfælde har det klart været vigtigere at få styr på begunstigelsen end på mit testamente, fordi det er i min pensionsopsparing, at mine pårørende potentielt set kunne have penge i klemme. Testamentet har jeg slet ikke taget stilling til endnu,« siger Henriette Lauritsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.