Hærværk: Det er meningsløst at brænde en vuggestue

Irene Dall kunne bare kigge på, da vuggestuen, hun arbejder i, blev offer for en af de mange påsatte brande, der har hærget i Danmark. Branden ødelagde halvdelen af institutionen.

Et whiteboard fortæller historien om den sidste normale fredag: To ænder tegnet med grøn tusch svømmer i bunden af tavlen. Over tegningen står en besked til forældrene:

"Vi har været nede at fodre ænder i andedammen. Hav en rigtig god weekend."

Weekenden begyndte fint for pædagog Irene Dall. Hun havde gæster lørdag aften, da hun blev ringet op af en kollega, som fortalte, at vuggestuen brændte.

"Jeg bor ikke så langt herfra, så jeg tog herud. Jeg har nøgler til institutionen og tænkte, at brandvæsenet skulle bruge dem. Da jeg kom herud, var der fyldt med brandbiler, politi og folk fra Securitas," fortæller Irene Dall, der har været ansat i vuggestuen Haurumsvej 1A i Tilst siden 1976.



Der var ikke brug for hendes nøgler. Brandvæsenet havde smadret en dør, så Irene Dall stod en time og kiggede på, mens hendes arbejdsplads gennem mere end 30 år blev endnu et tal i statistikken over påsatte brande, der har hærget hele landet de seneste uger.



"Jeg var vred, ked af det og følte afmagt over at se min arbejdsplads brænde, uden jeg kunne gøre noget. Det er fuldstændig meningsløst og uretfærdigt at sætte ild til en vuggestue, hvor små, uskyldige børn går til daglig," siger Irene Dall.



Søndag kunne hun se billeder fra sin arbejdsplads i de lokale aviser og på TV2 NEWS.

"Det var for meget. De blev ved med at vise det i fjernsynet. Det er unødvendigt, og jeg er bange for, at det kan være med til at opildne andre til at gøre noget lignende," mener Irene Dall.



Let svedet Kaj-dukke. Mandag morgen var der næsten ingen børn i vuggestuen. Forældrene blev orienteret i løbet af weekenden, og langt de fleste holdt børnene hjemme.

"Det lignede en krigsskueplads, da jeg kom ind på legepladsen. Der stod udbrændte krybber, og der lå brændte murbrokker. Det var ubehageligt," siger Irene Dall.



Det varer et par dage endnu, før rengøringsselskabet ISS kan gå i gang med oprydningen. Politiet skal først være færdig med sine undersøgelser, men derefter får ISS nok at tage fat på.



En stue er brændt ned til ukendelighed, og man kan se himlen gennem taget. Også stuen ved siden af er hårdt ramt. Et puslebord er fyldt med knust glas, og i en udestue står rækker med krybber, der er sortsvedne af røg og ild. Flere andre lokaler er skadede, og selvom der rundt omkring stadig ligger legetøj, skal alt smides ud, fordi den giftige røg stadig sidder i legetøjet.



"Det er psykisk hårdt at smide tegninger og alt det andet, som børnene har lavet, ud. Men det er bare døde ting, og i personalegruppen er vi gode til bakke hinanden op. Vi skal nok klare det her sammen," siger Irene Dall.



Sidder mere på skødet. Indtil videre har børn og personale lånt et selskabslokale ved siden af vuggestuen. Måske får de en midlertidig pavillon at være i, mens de venter på, at vuggestuen bliver klar igen. Lige nu ved ingen præcis, hvad der skal ske, så pædagogerne koncentrerer sig om børnene.



"De forstår det ikke rigtig. Vi snakker med dem om, at vuggestuen er brændt, men vi har ikke mærket nogen reaktion fra dem. Jeg tror, det hænger sammen med, at de har os voksne, som de er trygge ved," siger Irene Dall.



Netop tryghed er kodeordet i den nærmeste fremtid.

"Min vigtigste opgave nu er at give børnene tryghed. Jeg skal se dem, være nærværende og måske lade dem sidde lidt mere på skødet, end de plejer, hvis de har brug for det," siger hun.



Hun er i tvivl om, hvad man skal gøre ved de unge, der har påsat branden.

"Det er utilpassede unge mennesker, der har det svært. Ellers ville de vel ikke gøre sådan noget. Men vi må have deres forældre på banen. Forældrene har svigtet, men måske er de blevet svigtet af samfundet. Det er svært at placere ansvaret, men noget er forkert," siger Irene Dall, der trods alt glæder sig over, at hele institutionen ikke brændte ned.



"Når vuggestuen nu skulle brænde, er det heldigt, at kontoret ikke brændte. Der har vi en masse oplysninger, som er svære at undvære. I det hele taget er det godt, at ikke hele bygningen er brændt. Der er en stue og et halvt fællesrum, vi stadig kan bruge," siger Irene Dall om institutionen, der blev totalrenoveret for fem år siden.

Nu kan håndværkerne begynde forfra.

Men først når ISS har ryddet op.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.