Gør børn til bedre læsere

I 200 børnehaver kan børn og forældre låne bøger med hjem fra de såkaldte børnehavebiblioteker. Evaluering viser, at de gavner den tidlige læseindsats.

I 200 børnehaver rundt om i Danmark kan de 3-6-årige og deres forældre låne bøger med hjem. Det er sket med støtte fra staten i et treårigt projekt, som Styrelsen for Bibliotek og Medier har stået for.

Nu er indsatsen blevet evalueret. Resultatet er, at børnehavebibliotekerne har en yderst positiv effekt på børns tidlige læsning. Det siger Kjeld Kjertmann, ph.d. og tidligere læseforsker på Danmarks Pædagogiske Universitet, til Kristeligt Dagblad.

"Det er en god støtte til travle småbørnsforældre, der ikke får taget deres børn med på biblioteket en gang om ugen. Det er af stor betydning for den tidlige læseindsats, at forældrene læser højt af bøger, børnene selv har valgt. For det er ikke alle de litteraturvalg, de voksne foretager, som børnene er enige i," siger han.

Efter at støtten fra staten nu er ophørt, skal børnehavebibliotekerne drives videre for kommunale penge. Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier, mener, at ordningen med børnehavebiblioteker skal udvides. Der skal være biblioteker på alle daginstitutioner, ligesom der er på alle skoler.

"Vi hører fra alle parter, at de er glade for bibliotekerne. Og vi ved, at bøger har en positiv indvirkning på børnenes sproglige udvikling. I mine øjne er det ikke kun forældrenes opgave at stimulere børn til læsning, men mindst lige så meget en institutionsopgave. Det er her, børnene er meget af tiden, så dette er en aldeles fremragende måde at opfylde en del af biblioteksforpligtelsen på," siger han.

Børnehuset Kildespring i Herlev er en af de institutioner, som giver børn og deres forældre tilbud om at låne bøger med hjem fra en bogsamling på omkring 500 børnebøger. Og tilbuddet er en stor succes, fortæller Kildesprings leder, Kirsten Schütt.

"Her er bøger overalt og et læserum, hvor der bliver læst og fortalt historier. Forældre låner flittigt bøger med hjem og afleverer dem pænt tilbage igen. Det er vores indtryk, at børnene virkelig lærer at fordybe sig i en bog og i en fortælling," siger hun.

Kirsten Schütt oplever, at den meget læsning betyder, at børnene bliver mere selvsikre, får et bedre ordforråd og tør stille sig op foran store forsamlinger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.