Generalforsamlinger; BUPL Sydslesvig; Forstyrrende element sat udenfor

Der lød anerkendende bank i bordene under generalforsamlingen hos BUPL Sydslesvig, fordi "repræsentant" for uorganiserede pædagoger er blev udvist fra forhandlingerne om ny overenskomst

Da forhandlingerne med Sydslesvigske Danske Ungdomsforeninger (SDU) om ny pædagogoverenskomst gik i gang, mødte der

BUPL's forhandlere et syn af de sjældne. Inviteret med til forhandlingen var nemlig en "repræsentant" for de uorganiserede pædagoger syd for grænsen. Eftersom BUPL - og ingen anden - er den forhandlingsberettigede organisation, krævede BUPL "repræsentanten" udvist fra forhandlingerne. Et krav, SDU først imødekom, da det kom frem, at vedkommende på eget initiativ var begyndt at indkalde til møder om, hvad der foregik under forhandlingerne. De tre resterende forhandlingsmøder bliver således uden deltagelse af ... vi kalder ham Karl Smart.

"Den sag talte vi selvfølgelig en del om, og det blev med banken i bordene markeret, at man syntes, at det var alle tiders, at vi havde stået fast på vores forhandlingsret," fortæller Irid Stephani fra generalforsamlingen. Den blev holdt 25. september i Harreslev ved Flensborg. 28 medlemmer, svarende til godt en tredjedel af de BUPL-organiserede i Sydslesvig, deltog i, hvad formanden kalder "en virkelig dejlig og festlig aften".

Befordrende for den gode stemning har det nok været, at forhandlingerne med SDU - trods det forstyrrende element - er gået bedre end forventet, og at der med den anden arbejdsgiversammenslutning, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, er indgået et forlig om de generelle løn- og ansættelsesvilkår. Forliget er af en sådan karat, at Irid Stephani med god samvittighed har anbefalet medlemmerne at stemme for det ved den urafstemning, som slutter 9. oktober.

Skyer på himmelen er der dog også syd for grænsen. Den tyske børnehavelov, som også det danske mindretals institutioner er underlagt, er ved at blive lavet om, så flere beslutninger om standarder og normer lægges ud til kommuner. Mange frygter, at det fører til besparelser og direkte nedskæringer.



BUPL Sydslesvig er ikke en selvstændig fagforening i BUPL, men en del af BUPL Sønderjylland.



Bestyrelsen: Jette Ehm, nyvalgt som næstformand. Rainer Pingel, nyvalgt. Ingelise Thiel, genvalgt. Inger Würtz, Kristian Munk og formand Irid Stephani, ikke på valg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.