Generalforsamlinger; BUPL Ribe Amt; Ja til nye TR vilkår, nej til elendiggørelse

De delegerede fra BUPL Ribe Amt vil på kongressen i november stemme imod forslaget til nyt regelsæt for valgte lønnede tillidsfolk

Der er nogle paradokser i det nuværende regelsæt, som skal luges ud. Det var generalforsamlingen med på, men den var - i lighed med de to medlemsmøder, som er blevet holdt om sagen - imod den elendiggørelse, som man synes, der lægges op til. Som minimum skal der være en overgangsordning for nuværende valgte lønnede tillidsfolk, lyder meldingen fra en generalforsamling, som samlede 212 af fagforeningens 2500 medlemmer.

Mest debat var der om den hårdt pressede fritidspædagogik. Det står slemt til mange steder i det sydvestjyske, men det var situationen i Esbjerg, som især påkaldte sig opmærksomhed. Her har indførelsen af 8-14 skoledagen for de mindste klasser og fald i børnetallet kostet mange SFO-pædagoger jobbet. Helhedsskolen er blevet til heldagsskolen, og det er et langt stykke ad vejen sket på fritidspædagogikkens bekostning.

"Tidens tern lægger en dyne hen over pædagogområdet. Frem for at investere i pædagogisk kvalitet ser vi kommuner slippe godt fra at bruge penge på at købe jord op til golfbaner, modernisere rådhuset og åbne skøjtebaner," konstaterer John Johannesen, formand for BUPL Ribe Amt.

Forslaget om at benytte urafstemning ved valg af forbundsledelse havde ikke ret mange tilhængere.

"Fra talerstolen lød ingen anbefalinger, og jeg vil tro, at 200 stemte imod forslaget, mens kun en fem-seks stykker var for," fortæller John Johannesen



Bestyrelsen: Formand John Johannesen var ikke på valg. Næstformand Gerda Nielsen, kasserer Charlotte V. Nielsen, HB-medlem Lars Schøning og Mona Lawendowska blev alle genvalgt. Kim Jørgensen og Toke K. Madsen er nyvalgte som HB-suppleanter. Gitte Howlett, Rene Schmidt, Claus Peter Aanum og Jan Roland var ikke på valg. Palle W. Petersen blev nyvalgt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.