GENERALFORSAMLINGER BUPL FREDERIKSBORG AMT - Fremtiden på tværs

Fremtiden kræver samarbejde på tværs af alle organisationer, der interesserer sig for børn og unges vilkår og for velfærdsudviklingen. I BUPL Frederiksborg Amt vil man være "et hus for de mange".

En vision fra bestyrelsen om, at fagforeningen skal være mere end en faglig organisation for pædagoger, nemlig "et hus for drøftelse af kvalitetsudvikling" med andre aktører på børneområdet, for eksempel forældre og andre faglige eksperter, vandt genklang blandt de 140 fremmødte medlemmer på generalforsamlingen torsdag i sidste uge i Hillerød.

Formand John Langford opsummerede debatten om netværk på tværs således:

»Vi vil være et hus for de mange. Derfor vil vi være initiativtager til at lave alliancer på tværs af faglige organisationer og andre med interesse for børn og unges vilkår.«

Desuden spandt debatten sig omkring emner som flere visioner for arbejdet med arbejdsmiljøet, om opbakning til dokumentation af det pædagogiske arbejde, og om at fagforeningen skal forholde sig mere aktivt til souschefproblematikken.

»Jeg lovede, at vi snarest tager initiativ til at afholde en souschefkonference, og at vi vil følge op på et tidligere initiativ om SFO-ledelse,« sagde John Langford. Formanden glædede sig i øvrigt over den gode stemning og den fine opbakning til de ambitiøse planer om at gøre op med vanetænkningen i fagbevægelsen.

»Nu glæder vi os til at gøre vores visioner konkrete,« sagde han.

Lederdebatten var kort, og begge forslag om en lederforening og ledernes repræsentation blev vedtaget.



Bestyrelsen. Formand: John Langford, genvalgt. Kasserer: Susan Laustsen, nyvalgt. HB-medlem: Annette Bisgaard, ikke på valg, og Marianne Hansen, nyvalgt. HB-suppleanter: Carsten Eriksson, nyvalgt, og Karen Jensen, nyvalgt. Den øvrige bestyrelse: Genvalgt: Gitte M. Jørgensen, Ingrid Madsen, Rie Nielsen og Steen Louis. Ikke på valg:

Nicolai Nielsen, Dorte D. Jensen, Ib Olsson, Grethe Olsen, Vivi G. Hansen og Anders H. Jensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.