GENERALFORSAMLINGER BUPL FREDERIKSBERG - Hug til Ny Løn og lederne

Lederne skal ikke have deres egen forening, for det vil splitte fagforeningen op i atomer, mener de på Frederiksberg.

De 98 forsamlede til generalforsamling på Arbejdermuseet torsdag i sidste uge diskuterede både deres utilfredshed med Ny Løn og med, at lederne vil have særstatus i BUPL.

En del medlemmer gav frustationen over det meget mas for næsten ingenting i arbejdet med Ny Løn frit løb.

»De fleste synes, at Ny Løn er noget møg, men vi må dog også konstatere, at de forhåndsaftaler, som er indgået, er i overensstemmelse med det, vi har besluttet. Og at mange ledere faktisk har fået en klækkelig lønforhøjelse,« sagde formanden Birthe Scheel.

Debatten om ledernes stilling i BUPL var det andet store emne. På Frederiksberg er man ikke tilbøjelig til at give lederne særstatus, og forslaget om en lederforening i BUPL blev stemt massivt ned. I stedet vedtog man et forslag fra bestyrelsen og lederrådet om seks målsætninger for det fremtidige lederarbejde: En samlet organisation for ledere og medarbejdere, at BUPL anerkender og understøtter ledelse for at skabe gode arbejdspladser, at BUPL sætter dagsordener for fremtidens lederfaglighed, at lederne har politisk indflydelse i BUPL, at BUPL yder professionel lederrådgivning, og at der skal være fælles kompetenceudvikling af ledere og tillidsrepræsentanter på udvalgte områder.

»Mange mente, at det er begyndelsen til en sektionering, hvis vi giver lederne deres egen forening. Vi vil ikke splitte fagforeningen op i atomer,« sagde Brithe Scheel.

I stedet for forslaget om at lederne skal have deres egen repræsentation på kongressen, havde man stillet forslag om, at det centrale lederråds ledelse er gæster med taleret på fremtidige kongresser. Det blev vedtaget.



Bestyrelsen: Formand: Birthe Scheel, ikke på valg. HB-medlem: Lennart Troelsen, ikke på valg. Kasserer: Bjarne Benda, ikke på valg. HB-suppleanter: Winnie Svendsen, genvalgt, og Hanne Andersen, genvalgt. Den øvrige bestyrelse: Genvalgt: Peter Abbondio og Hanne Paarup Christensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.