GENERALFORSAMLINGER BUPL BORNHOLM - Lille ø, stor kommune

Indenrigspolitikken i centrum, da BUPL's mindste fagforening samlede 17 procent af medlemmerne til generalforsamling.

Bornholmerne har gang i noget stort. Øens fem primærkommuner og ene amtskommune bliver 1. januar lagt sammen til én såkaldt regionskommune. Hvad det kommer til at betyde, optager sindene over alt på Danmarks østlige forpost. Sagen var også i fokus på en velbesøgt generalforsamling på Hotel Ryttergården i Rønne 8. oktober. 58 ud af 360 medlemmer kom til huse. Det var dobbelt så mange som i fjor.

Den bornholmske BUPL-fagforening er i udgangspunktet positiv over for nyskabelsen, fordi den forventes at føre en sundere økonomi med sig. Blandt andet på grund af stordriftsfordelene ved for eksempel ikke at skulle have seks af alle slags forvaltningschefer.

»Det kommunale Rockwool-lag vil skrumpe ind, og det betyder, at vi får en mere direkte adgang til politikerne. Det håber jeg i hvert fald, at vi gør,« sagde den lokale BUPL-formand, institutionsleder Tomas Nielsen.

Indtil videre har det dog voldt vanskeligheder at komme ind til benet. Tonen fejler ikke noget, men den direkte indflydelse er det så som så med her i overgangen fra den gamle til den nye kommunestruktur. Det er simpelthen svært at finde nogen at forhandle med i et system, som endnu ikke er på plads.

Konsekvensen er, at især institutionslederne, som er tiltænkt en nøglerolle i den ny regionskommunes meget decentrale struktur, føler sig på gyngende grund.



Udenrigspolitik. BUPL Bornholm er med sine kun 360 medlemmer BUPL's mindste fagforening, og Tomas Nielsen er den eneste formand i organisationen, som har sit daglige arbejde ude i institutionsverdenen. Prioriteringerne bliver derefter. Det er det nære, det lokale og det bornholmske, som er i centrum. Udenrigspolitikken - bornholmsk betegnelse for alt, der foregår "ovre", det vil sige i København - fik dog også et par ord med på vejen.

»Jeg synes jo, at jeg i mere end fysisk forstand fylder forfærdelig lidt, når jer er til formandsmøderne. De andre formænd har tydeligvis haft tid til at forberede sig meget grundigt,« sagde Tomas Nielsen.

Birte Johnbeck, også instititutionsleder, kunne genkende fornemmelsen fra sin plads i hovedbestyrelsen.

»Det er spændende, og det er hårdt. Jeg er i hovedbestyrelsen omgivet af folk, som kan huske alt, hvad der blev sagt og besluttet mange år tilbage.«

Birgit Darling, lederrådsansvarlig på Bornholm, var ligefrem begejstret for at være en del af det centrale lederråd.

»Så spændende er det, at jeg har fået lyst til mere. Derfor var det, at jeg sidste år stillede op til vores egen bestyrelse her på Bornholm,« fortalte Birgit Darling.



Fjollet, men nødvendigt. Der blev lyttet intenst, men ikke debatteret alverden. Lidt gang i sagerne kom der dog, da generalforsamlingen kom til behandling af lovændringsforslaget om ledernes placering i BUPL. Det indebærer blandt andet, at lederne får ret til at stille med deres egne fem delegerede til kongresser i BUPL.

»Jeg er leder, og jeg hører til i BUPL, men jeg kan ikke forstå, hvorfor lederne skal have denne særlige mulighed. Men på den anden side: Hvis det er det, der skal til for at få dem til at forblive i BUPL, så kan jeg godt gå med til det,« sagde Birte Johnbeck.

Det kunne Anne-Lise Olsen fra en på dette spørgsmål delt bestyrelse ikke.

»I forvejen er 80 procent af de delegerede ledere. Hvorfor så dette forslag,« spurgte hun. Uden helt at få svar.

Den lille bornholmske kongresdelegation på tre medlemmer vil dog stemme for lovændringerne. Ligesom hovedbestyrelsesmedlem Birte Johnbeck synes Ulla Kjærgaard og Tomas Nielsen, at det er en lidt fjollet, men nødvendig ordning.



Bestyrelsen. Formand: Tomas Nielsen, ikke på valg. Hovedbestyrelsesmedlem: Birte

Johnbeck, genvalgt. Kasserer: Henrik Salinas, ikke på valg. Suppleanter til hovedbestyrelsen: Jonas Schmidt og Niels Christian Tuesen, begge nyvalgte.

Den øvrige bestyrelse: Anne-Lise Olsen og Jens Sundbæk, genvalgt, Dorthe Juul-Pedersen, der har siddet som repræsenTant for de pædagogstuderende, nyvalgt som ordinært medlem. Birgit Darling og Ulla Kjærgaard, ikke på valg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.