Generalforsamlinger 2005; BUPL afdeling 2 - Bank til Ballerup Kommune

Selvom de fleste Ballerup-ledere var fraværende på årets generalforsamling i BUPL afdeling 3, vankede der kritik til Ballerup Kommunes personalepolitik. Både fra ledere, pædagoger i fritidsinstitutioner og sågar fra rengøringspersonalet, blev der videregivet kritik

Sidste år, da den københavnske BUPL afdeling 3 holdt generalforsamling, gik institutionslederne én for én på talerstolen og lod kritikken hagle ned over Ballerup Kommunes ledelse (Børn&Unge nummer 37/2004). Det har siden ført til en række artikler i Børn&Unge, og på årets generalforsamling i torsdags på Baltoppen i Ballerup gik det heller ikke ubemærket hen, at ombudsmanden er i gang med at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at kritisere Ballerup Kommune for fejlfortolkning af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed (Se Børn&Unge nummer 32/2005). Formand for BUPL afdeling 3 Michael Egelund mener bestemt, der er grundlag for ombudsmandens kritik af kommunen.

"Det er ikke godt for vores troværdighed, hvis sagen falder. Men finder ombudsmanden anledning til kritik af kommunen, får det ikke kun betydning for vores ledere lokalt, men også for institutionsledere og offentligt ansatte i det hele taget i andre kommuner," sagde han i sin beretning.

På selve generalforsamlingen var mange af de hårdeste kritikere dog fraværende blandt de 122 fremmødte. De fleste institutionslederne var med Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard (S) i Malmø.

"Man kunne godt lege med tanken om, at borgmesteren har sagt til sig selv, at der er generalforsamling den 6. oktober, så der arrangerer jeg lederne til en studietur. Så er jeg sikker på, der ikke ryger ligeså meget brænde ned som sidste år," sagde formand Michael Egelund lidt i spøg.

Ledernes fravær forhindrede dog ikke hårde ord fra salen om Ballerup Kommune.

"Vi har fået en ny ledelse i Ballerup Kommune. Vores allesammens overleder er faktisk så dygtig, at hun har formået at lukke munden på os alle sammen," sagde en klubleder.

Overlederen, han henviser til, er den læreruddannede udviklingsdirektør Dorrit Christensen.

"Hun er endda så dygtig, at hun slet ikke behøver al den faglighed, som de ansatte i Ballerup Kommune rummer, hun kan det hele selv. Jeg synes, det er foruroligende," fortsatte han.

En anden taler var en leder i en skolefritidsordning. Hun kritiserede Ballerup Kommunes personalepolitik fra en anden synsvinkel. Hun har oplevet, at hendes rengøringspersonale "overnight" skulle gå ned i tid til det halve, men stadig udføre det samme arbejde.

"Så er det ikke sikkert, det er hvide mennesker, der vil gøre rent. Jeg synes, det er så racistisk. Heller ikke ikke-hvide mennesker skal slides ned eller være nødt til at tage deres familie med på arbejde for at nå arbejdet," sagde lederen og kaldte eksemplet "sigende for Ballerup Kommunes personalepolitik".

"Som leder har jeg det rigtigt skidt med at skulle udføre den dårlige behandling," sagde hun.

Flere ledere af fritidsinstitutioner kritiserede også Ballerup Kommunes politik omkring projektet "Pædagoger ind i skolen". En kaldte det "rystende", at pædagoger skal agere lærervikarer uden at få mere i løn for det eller blive uddannelsesmæssigt rustet til det.

"På det område er pædagogernes ansættelsesforhold, som før fagforeningen kom til," sagde lederen.

Michael Egelund svarede, at fagforeningen ikke har opgivet at forhandle regler for vikarpenge til pædagoger, som underviser, men at han mangler en kommune at forhandle med.

Ud over Ballerup Kommune dækker afdelingen også den mindre nabokommune Ledøje-Smørum, der skal indgå i den nye Egedal Kommune sammen med Stenløse og Ølstykke Kommuner. På generalforsamlingen blev der også diskuteret struktur, og det blev klart, at Ledøje-Smørum ønsker at blive i afdeling 3, som arbejder på at danne fælles fagforening med afdeling 2, 4, 5 samt Egedal og Furesø Kommuner.

Generalforsamlingen sluttede af med valg af fanebærer og en opfordring til ikke at stemme borgerligt ved kommunalvalget 15. november.

"De mener alle sammen det samme som Eva Kjær Hansen," havde formanden tidligere afsløret. o



Bestyrelsen: Formand: Michael Egelund, genvalgt. Kasserer: Benny Kamper, genvalgt. HB-medlemmer: Per Iversen, ikke på valg. 1. HB-suppleant: Pia Jeppesen, ikke på valg. 2. HB-suppleant: Torben Bank, genvalgt. Øvrige bestyrelse: Ikke på valg: Birger Kihl Plambek, Hanne Kronholm, Birthe Gram og Cato Sture. Genvalgt: Michael Paulsen. Nyvalgt: Bodil Hansen. PBU-delegerede: Bodil Hansen, nyvalgt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.