Generalforsamlinger 2001; BUPL Fyn: Jubel over sejr over ISS

BUPL Fyn brugte generalforsamlingen til at juble over, at Assens Kommune nu vil opsige udliciteringsaftalen med rengøringsgiganten ISS. Planerne om en fusion mellem BUPL og PMF blev stemt ned med et massivt nej

Der var jubel og klapsalver, da BUPL Fyn holdt generalforsamling. Glæden skyldtes, at borgmesteren i Assens Kommune, Hans Ole Hansen (V), har besluttet, at de fire udliciterede daginstitutioner i kommunen nu igen skal drives af kommunen.

Lisbeth Schmidt Jespersen, formand for BUPL Fyn, var meget glad for borgmesterens beslutning:

»Det er en kæmpe fagpolitisk sejr for medlemmerne i Assens, for BUPL Fyn, for BUPL i Danmark og for hele udliciteringsdebatten - men også for mig som sagsbehandler. Det er så sejt, at vi fået ISS ud af Assens. Jeg har medlidenhed med de andre seks kommuner, der har ISS-institutioner. Vi må håbe, at de også slipper af med ISS,« sagde Lisbeth Schmidt Jespersen til de 221 fremmødte på BUPL Fyns generalforsamling, der blev afholdt fredag den 4. oktober i Odense Congress Center.

Charlotte Heide-Jørgensen, tillidsrepræsentant i Børnehaven Valhalla i Assens, var også på talerstolen i anledningen af sejren over ISS:

»Tak for den støtte, vi har fået fra jer. Tak til BUPL Fyn og især til Lisbeth Schmidt Jespersen. Det har været en hård kamp, og du har stået til rådighed 24 timer i døgnet. Uden dig havde vi ikke klaret det,« sagde Charlotte Heide-Jørgensen til formanden, som fik blomster og vin af de taknemmelige Assens-medlemmer.



Ny Løn i hårdknude. Glæden over ISS nederlag i Assens var et af de få lyspunkter på generalforsamlingen. For samtidig var der en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i Rudkøbing, hvor pædagogerne protesterer mod flere besparelser på institutionsområdet.

Og i Odense er udmøntningen af Ny Løn nærmest gået i hårdknude. Det fik enmandshæren Lasse Ranten til at gå på talerstolen og protestere mod de overenskomstkrav, som BUPL Fyn ville have fremmet ved de kommende overenskomstforhandlinger:

»Jeg vil ikke en gang til stå i den situation, at jeg skal tage stilling til nye overenskomstkrav, når jeg endnu ikke ved, hvad jeg har fået ved den sidste overenskomst,« sagde Lasse Ranten, der foreslog en decentralisering af hele aftalesystemet, så der vil være lokal konfliktret og lokal urafstemning.

»Det bliver festligt,« mente han.



Nej til fusion. På Fyn var bestyrelsen delt pænt over i spørgsmålet om en fusion mellem BUPL og PMF. Men lovtaler om projektet fra formand Lisbeth Schmidt Jespersen og det modsatte fra HB-medlem Lars Søgaard Jensen viste hurtigt, hvor forsamlingens sympati lå. Modstanderen Lars høstede klart størst bifald.

Modstanderen Carl Bay tordnede fra talerstolen:

»Dette projekt er startet i toppen, og det slutter i toppen. De får en lussing for det her. Toppen, forretningsudvalget, har ikke haft medlemmerne med i denne sag. De er aldrig nået ned til os på bunden,« sagde Carl Bay.

Allan Clement-Døssing advarede mod et nej.

»Vi får ikke mange bud på, hvad der sker, når det bliver et nej. Hvis PMF vandrer over i FOA (Forbundet af Offenligt Ansatte), får vi så magtkampe igen, får vi så kamp om faggrænser igen,« spurgte Allan Clement-Døssing.

Ole Haugaard, tidligere HB-medlem for BUPL Odense, påpegede, at han ikke var blevet overbevist om fusionens velsignelser. Men når nejet var på plads, så skulle BUPL stå sammen.

»Det værste vil være, hvis BUPL kommer ud i en politisk ledelseskrise. Jeg vil opfordre den lokale fagforening til at bakke forretningsudvalget op. Fra starten blev det sagt, at fusionsdebatten ikke måtte blive et kabinetsspørgsmål. Det skal det ikke være,« sagde Ole Haugaard.

30 stemte ja til en fusion med PMF, 164 stemte nej og 5 undlod at stemme.



Bestyrelsen. Formand: Lisbeth Schmidt Jespersen, ikke på valg. Næstformand: Lars Søgaard Jensen, genvalgt. Kasserer: Hanne Mikkelsen, genvalgt. HB-medlemmer: Lars Søgaard Jensen, genvalgt og Ulla Jensen, ikke på valg. 1. suppleant til HB: Tommy Bredahl Storgaard, genvalgt. 2. suppleant til HB: Anette Lukasiewicz, ikke på valg. Den øvrige bestyrelse: Genvalgt: Susie Damgaard, Leif Rasmussen, Mette Mikkelsen, Anne Lund Nielsen, Jeanet Gramm. Ikke på valg: Rikke Hunsdahl, Tina Hansen, Susanne Larsen, Finn Pedersen.

BUPL Fyn har 14 kongresdelegerede: Lisbeth Schmidt Jespersen, Hanne Mikkelsen, Tommy Bredahl Storgaard, Anette Lukasiewicz, Susie Damgaard, Leif Rasmussen, Mette Mikkelsen, Anne Lund Nielsen, Jeanet Gramm, Rikke Hunsdahl, Tina Hansen, Susanne Larsen, Marianne Carlsen, Torben Bennekov.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.