Generalforsamlinger 2001; BUPL afdeling. 6: Vi vil gerne, men de andre vil ikke

48 BUPL-medlemmer stemte ja til fusionen. Seks var imod.

Hjemmefra havde de to bestyrelser forberedt en udtalelse, som i klare vendinger opfordrede pædagoger og pædagogmedhjælpere landet over til at sige ja til fusionen. Den kom aldrig til afstemning på den fælles generalforsamling, som BUPL og PMF i Afdeling 6 har for vane at holde. Og som i år fandt sted lørdag den 6. oktober.

Lis Pedersen, formand for BUPL-fagforeningen på ydre Amager, giver grunden:

»Efter at have hørt resultaterne af de allerede holdte generalforsamlinger, kunne vi godt se, at fusionen ikke længere var aktuel. Derfor ændrede vi udtalelsen fra et "ja til fusionen" til et "fortsæt samarbejdet".«

For denne udtalelse stemte 73, mens seks var imod og fem hverken stemte for eller imod.

På den særskilte generalforsamling for BUPL-medlemmerne, som fulgte efter den fælles, blev der, vel nærmest for et syns skyld, fra bestyrelsens side bedt om mandat til på den ekstraordinære kongres at anbefale et ja. Mandatet blev givet, oven i købet i fin stil, idet 48 stemte for, seks imod, mens fem forholdt sig neutrale.

Som svorne tilhængere beklager pædagogerne og medhjælperne i Afdeling 6, at fusionen ikke bliver til noget i denne omgang, og de frygter, at der vil gå mange år, før man ser en samling af området. Samtidig beder man til, at det gode samarbejde mellem BUPL og PMF, som er udviklet i løbet af fusionsprocessen, fastholdes og styrkes.

»Lokalt kaster vi ikke håndklædet i ringen. Vi vil arbejde hårdt for at bevare Pædagogisk Kartel-Tårnby/Dragør, og vi vil også fremover arbejde for en samling af hele det pædagogiske område,« hedder det i udtalelsen, der kalder det forkastede fusionsgrundlag visionært, grundigt samt præget af respekt og vilje til gensidig hensynstagen.



Bestyrelsen.

Formand: Lis Pedersen, genvalgt. Kasserer: Birgit S. Madsen, ikke på valg. Hovedbestyrelsesmedlem: Hanne Gregersen, nyvalgt. 1. suppleant Lis Pedersen og 2. suppleant Jan Poulsen, nyvalgt. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Flemming Brøgger Andersen og Hanne Magnussen, begge genvalgte. Per Grøn Hansen, Marchen Jans og Pernille Nyvalg Larsen, alle nyvalgte. Suzan Smidt var ikke på valg i år.

Kongresdelegerede: Hanne Gregersen, Lis Pedersen og Flemming Brøgger Andersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.