Generalforsamlinger 2001; BUPL Afdeling 5: Bestyrelsen bøjede sig under NEJ-pres
Generalforsamlinger 2001; BUPL Afdeling 5: Bestyrelsen bøjede sig under NEJ-pres
Godt 127 af Afdeling 5s 1700 medlemmer mødte op til generalforsamlingen tirsdag aften den 2. oktober på Højvangsseminariet i Glostrup. Og de kom for at stemme nej til fusionen. Tallene var klare: 84 nej, 20 ja. 22 undlod at stemme. Medlemmerne havde talt, og bestyrelsen lyttede. Med så åbne ører, at bestyrelsesmedlem Jens E. Jørgensen efter den vejledende afstemning om fusionen rejste sig op og meddelte:
»Med så klart et signal fra medlemmerne har Mogens og jeg besluttet at ændre vores ja-stemmer til nej-stemmer på kongressen.«
Afstemningsresultatet fulgte efter en fusionsdebat med en overvægt af nej-indlæg. En egentlig debat var det dog ikke. Medlemmerne var kommet for at aflevere deres ja eller nej.
Det mest brugte argument imod en fusion var, at det udarbejdede grundlag ikke er godt nok (grundlaget var indstik i Børn&Unge nummer 37). "Det lyder godt på papiret, men der er for mange hviser og måskeer, mente flere talere, inklusive bestyrelsens Karin V. Hansen:
»Der er brugt flotte ord som "kompetencer" og "kvalitet", men der er ikke enighed om, hvad ordene dækker over. Desuden skal vi give køb på alt for meget. For eksempel et gammelt BUPL-princip om, at der skal være pædagoger i indskolingen.«
Usikkerhed omkring det faglige blev også nævnt flere gange fra talerstolen. Især en usikkerhed om, hvorvidt tillidsrepræsentanter fra PMF vil kunne varetage BUPL-medlemmers interesser fagligt.
Knas med kommunikationen. Karin V. Hansen nævnte desuden, at idéen om fusion er kommet fra toppen. Vrængende omtalte hun den forkætrede dialogkurv, videoen og kortene, hvilket udløste spredt kluklatter i forsamlingen. En anden taler udtrykte lyst til at returnere dialogkurven.
»Vi kan altså godt tænke selv,« var hendes kommentar. Generelt mangler konkrete udspil i grundlaget, mente hun.
»Man har ikke turdet tale om, hvordan vi skal tackle forskellighederne. Man taler om bedre uddannelse, men jeg savner et oplæg, der siger "uddannede i alle stillinger".«
Dén betragtning blev påskønnet med bifald fra forsamlingen.
Ja-oplæggene var færre og mere spagfærdige. Skønt ja-siden fik servefordel fra start med HB-medlem Margit Dam, dominerede nej-siden inden længe. Margit Dam lagde vægt på, at et Pædagogisk Forbund (PF) med samlede ressourcer bedre vil kunne løfte de store opgaver i fremtiden, og at en større organisation vil kunne gennemføre bedre lønforhold.
»PF vil blive det sjettestørste forbund, og det giver indflydelse,« sagde Margit Dam.
Formand Mogens Mathiesen fremhævede i sit oplæg, at PMFere og BUPLere skal arbejde sammen:
»Er vi os selv nok i Afd. 5, eller kan vi finde ud af at være i stue med PMF-ere,« spurgte han forsamlingen.
Uforstående formand. Det kom bag på Mogens Mathiesen, at forsamlingen stemte fusionen ud med så klare tal.
»Jeg tror, vi har brugt for mange ressourcer på processen fremfor indholdet, og der har været for lidt tid. Men vi tog konsekvensen af det i bestyrelsen og anbefaler, at man på kongressen i stedet diskuterer en Plan B, altså hvad gør vi nu. Lokalt har vi allerede fået meget ud af processen, nemlig et samarbejde på bestyrelsesplan med PMF, som vi ikke har haft i fire eller fem år.
Gruppearbejde. Afdeling 5s generalforsamling var præget af summegrupper. En vandremikrofon måtte dog opgives af tekniske grunde. Medlemmerne fik to gange i løbet af aftenen 10 minutter til snak ved bordene. Dels om fusion, dels om overenskomstoplægget, det såkaldte OK-2. Medlemmerne blev bedt om at prioritere OK-2-kravene samt tilføje egne, og bestyrelsen vil nu tage stilling til forslagene.
Et beskedent antal medlemmer sivede efter fusionsafstemningen, så der var nok struber til et kor, som stående sluttede generalforsamlingen med "Når jeg ser et rødt flag smælde".
Bestyrelsen.
Formand: Mogens Mathiesen, ikke på valg. Næstformand: Pia Jespersen, ny-valgt. Kasserer: Tessa Jensen, ikke på valg. HB-medlem: Margit Dam, genvalgt. 1. suppleant til HB: Jens E. Jørgensen, genvalgt. 2. suppleant til HB: Pia Jespersen, nyvalgt. Den øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Preben Riel, Henrik Vengfelt, Erik Lindegaard. Genvalgt:
Anne Landt, Birgitte Scäfer, Lene Due. Afdeling 5 har i alt 8 (7+1) kongresdelegerede. De opstillede på listen udgør
Afdeling 5s kongresdelegation.