Generalforsamlinger 2001; BUPL afdeling 4: Stort nej til fusion

Bestyrelsen i Afdeling 4 har anbefalet medlemmerne at stemme nej til fusionen, og det gjorde de også på generalforsamlingen

62 stemte imod, ni for og tre undlod at stemme, da Afdeling 4 holdt en vejledende afstemning om fusion med PMF på deres generalforsamling lørdag den 6. oktober.

»Der var en god debat om fusionen, og selvom langt de fleste stemte imod, så var flere af de i alt ni ja-sigere oppe og markere på talerstolen,« fortæller Lars Lefholm, der er formand for fagforeningen.

»Selvom det var en god diskussion, tror jeg ikke, at der var mange, der ændrede deres holdning. Man kunne mærke - blandt andet på klapsalverne - at folk allerede havde besluttet sig.«

Selv er Lars Lefholm også imod fusionsplanerne ligesom et flertal i bestyrelsen. Kun to, Jan Hoffmann og Pia Vingaard, er ja-sigere, og derfor har bestyrelsen samlet anbefalet medlemmerne at stemme nej.

Selvom der var færre fremmødte end sidste år, så lykkedes det bestyrelsen at blive fuldtallig for første gang i mange år, så den nu har 13 medlemmer og to suppleanter. Det tror Lars Lefholm skyldes, at bestyrelsen tidligere har været præget af interne stridigheder, der kunne afskrække nogle fra at stille op.

»Der er en god stemning i bestyrelsen nu, og det kan sikkert mærkes,« siger formanden.



Tilfredshed med OK-krav. Herudover blev OK02 debatteret, og her var der stor tilfredshed med hovedbestyrelsens forslag til generelle krav, selvom nogle forslag fra afdelingen ikke var med.

Af satsningsområder arbejder Afdeling 4 videre med de tre, som de har arbejdet med i år: Den pædagogiske faglighed, hvor man i det kommende år vil se specielt på børnehave-skolesamarbejdet, organisationsudvikling og det ungdomspolitiske område. Herudover blev der vedtaget et nyt, der også blev gjort to-årigt, nemlig psykisk arbejdsmiljø.

Bestyrelsen havde derudover stillet et forslag om at ændre vedtægterne, så faglige sekretærer bliver udpeget af bestyrelsen i stedet for valgt på generalforsamlingen. Det blev imidlertid trukket tilbage, efter flere medlemmer havde tilkendegivet, at de ikke kunne støtte det.



Bestyrelsen.

Formand: Lars Lefholm, genvalgt. Kasserer: Jan Hoffmann, ikke på valg. HB-medlem: Jeanette Drewsen, genvalgt. 1. suppleant til HB: Brigitte Christensen, nyvalgt. 2. suppleant til HB: Jan Hoffmann, genvalgt.

Den øvrige bestyrelse: Nyvalgte: Pernille Estrup, Hanne Rasmussen, Gitte Justberg, Bjarne Larsen, Kirsten Ingemann. Ikke på valg: Poul Arensborg, Pia Vingaard, Dorthe Alrø Jacobsen, Tove Jensen. Suppleanter til bestyrelsen: Marianne Mathiessen, Birgitte Nielsen.

Kongresdelegerede: Lars Lefholm, Brigitte Christensen, Poul Arensborg, Pernille Estrup, Tove Jensen. Suppleanter: Pia Vingaard, Jan Hoffmann og Hanne Rasmussen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.