Generalforsamlinger 2001: BUPL Afdeling 3: Nej uden debat
Generalforsamlinger 2001: BUPL Afdeling 3: Nej uden debat
184 mødte frem, da BUPL afdeling 3 holdt generalforsamling i Baltoppen i Ballerup torsdag den 4. oktober. Et pænt fremmøde, som formand Michael Egelund kalder det, men de mange pædagoger var i hvert fald ikke mødt op for at diskutere en eventuel fusion mellem BUPL og PMF.
Afdelingens HB-medlem, Per Iversen, talte varmt for en sammenlægning af de to fagforbund.
»Men så var der vist to indlæg mere, som sagde, at det kunne han godt glemme alt om. Og så skred vi til afstemning,« fortæller formand Michael Egelund.
Dermed var den debat slut. Afstemningen viste, at Afdeling 3 er klar modstander af en fusion: 37 stemte ja, 129 stemte nej, og 19 undlod at stemme.
»Det betyder, at vi ikke har nogen i vores kongresdelegation, der kan anbefale en fusion. Vi kan ikke i den grad være i uoverensstemmelse med vores medlemmer. Vi anbefaler, at det her stopper så hurtigt som muligt. De resultater, der er kommet ind fra de andre fagforeninger, viser også, at det her overhovedet ikke er holdbart,« siger Michael Egelund.
Han kunne notere sig en stor opbakning til fagforeningens fremtidige arbejde, som koncentrerer sig om to satsningsområder: Ledelse og pædagogisk faglighed.
»Vi kunne godt tænke os at afprøve nogle forsøg med ledelsesstruktur, for eksempel flere institutioner under en ledelse. Men det skal komme fra neden: Hvis der er nogen institutioner, der siger, at de gerne vil have fælles leder, så vil vi ikke stille os på bagbenene,« siger Michael Egelund.
Satsningsområdet Pædagogisk Faglighed vil sætte fokus på efteruddannelse og kompetenceudvikling, forholdene på klub/byggelegepladsområdet og tid til andet arbejde.
Bestyrelsen:
Formand: Michael Egelund, ikke på valg. Kasserer: Benny Kamper, ikke på valg. HB-medlem: Per Iversen, ikke på valg. 1. suppleant til HB: Pia Jeppesen, ikke på valg. 2. suppleant til HB: Bodil Hansen, ny-valgt. Den øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Ole Sørensen. Genvalgt: Arne Ruhonen, Torben Bank. Ikke på valg: Charlotte Arlington, Vibeke Olsen,
Hanne Kronholm. BUPL Afdeling 3 har fire kongresdelegerede, som bliver
Michael Ege-lund, Benny Kamper, Pia Jeppesen og Arne Ruhonen.