GENERALFORSAMLINGER 2001 BUPL ÅRHUS KOMMUNE - Rungende nej til fusionen

Generalforsamlingen i Århus Kommune stemte overbevisende nej til fusionen

»Alle har hørt argumenterne forfra og bagfra, så medlemmerne ville bare stemme, og der var ingen debat« siger formand Henning Truelsegaard. Bestyrelse og medlemmer i BUPL Århus Kommune har fra starten været synkroniserede og sagt udelt nej til en fusion med PMF, så der var ikke noget overraskende i afstemningsresultatet.

599 stemte nej, tre stemte ja, og 12 undlod at stemme, hvilket svarer til en nej-procent på 97. Ud af 3800 medlemmer var godt 600 mødt op til BUPL Århus Kommunes generalforsamling fredag den 28. september.

Generalforsamlingens nej til fusion er et ja til samarbejde med PMF. Sådan formuleres det i BUPL Århus Kommunes forslag til udtalelse vedrørende fusionen. Her fremhæver man også sin modstand mod medlemskab af LO, og der formuleres et ønske om at fastholde et samarbejde i FTF med de øvrige offentligt ansatte.



Tid til faget. Ud over fusionen diskuterede generalforsamlingen to andre emner. Det ene var overenskomstkrav, det andet var faglighedens ringe vilkår. Der var i følge Henning Truelsegaard fælles fodslag omkring OK-2-kravene i Århus Kommune. Man lægger vægt på, at ældre pædagoger får bedre forhold, og at garantilønnen bliver konverteret til erfaringsløn. Desuden skal souscheferne have bedre løn. Hvad angår faglighedens vilkår blev det fremhævet, at der skal være mere tid til at udføre det faglige arbejde, som er blevet trængt på grund af krav om Ny Løn og en generel tendens til at behandle daginstitutionsområdet som marked og management.

Formand Henning Truelsegaard er godt tilfreds med fusionsudtalelsen og med, at både beretningen og det fremtidige arbejde blev næsten enstemmigt vedtaget.

»Vi har en klar forventning om, at det ikke bliver til en fusion, og jeg er også glad for, at der var en næsten 100 procent opbakning bag bestyrelsens arbejde.«

Endelig blev der vedtaget en udtalelse, der siger nej til et individualiseret lønsystem, fordi lønsystemet skal passe til kulturen på de pædagogiske arbejdspladser - og nej til at lægge lønforhandlingerne ud på den enkelte institution.



Bestyrelsen. Genvalgt: Henning Truelsegaard (formand), Claus Jensen (fagl. sekr.), Joan Frausing, Peter Nedergaard, Marianne G. Nielsen, Anette Højmark. Nyvalgt: Lars Rosenkvist, Ann Harder. Ikke på valg: Jørgen Sørensen, Helle Ebsen, Kate Reuther, Claus Nielsen, Birgit Friis Beuse, Carin Weibul. Nyvalgt HB-suppleant: Claus Jensen. HB-suppleant, ikke på valg, Henrik Plejdrup. HB-medlem Ulla Nygaard, genvalgt. HB-medlem, ikke på valg: Erik Jespersen. Suppleanter til Bestyrelsen: 1. Jette Horslev Jensen, 2. Anette Pedersen, 3. Inge Houmann.

Kongresdelerede er: Afdelingsbestyrelsen (undtagen Ann Harder), HB-medlemmer og HB-suppleanter

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.