GENERALFORSAMLING BUPL VEJLE AMT - God stemning trods nedskæringer.
GENERALFORSAMLING BUPL VEJLE AMT - God stemning trods nedskæringer.
Omkring 200 pædagoger mødte op til BUPL Vejle Amts generalforsamling, der blev afviklet torsdag den 26. september på Rosborg Amtsgymnasium i Vejle.
Og der var en god stemning, beretter Annette Nielsen, administrativ medarbejder i BUPL Vejle Amt, der var referent ved generalforsamlingen.
»Det var en god stemning, for man var godt tilfreds med sin fagforening for en gang skyld,« siger Annette Nielsen.
Mange kommuner i Vejle Amt har bebudet nedskæringer på daginstitutionsområdet, og det har i den sidste tid fået mange pædagoger på barrikaderne.
Generalforsamlingen skulle også forholde sig til forslaget om at lave en lederforening i BUPL.
»Det var der delte meninger om. Lederne var på talerstolen og talte meget for det, mens andre ikke syntes, det var nødvendigt med en lederforening,« fortæller Annette Nielsen.
Men de delte meninger kom ikke til udtryk under afstemningen. Det blev nemlig enstemmigt vedtaget at anbefale, at der etableres en lederforening i BUPL.
Bestyrelsen: Formand: John Nyborg, genvalgt. Næstformand: Ann-Dorte Graae, ikke på valg. Kasserer: Carsten Nielsen, genvalgt. HB-medlemmer: Ann-Dorte Graae, genvalgt, og Anne Marie Olesen, nyvalgt. 1. suppleant til HB: John Nyborg. 2. suppleant til HB: Else Jørgensen. Den øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Dorthe Andresen, Frederik Madsen, Line Kristiansen, Tine Lauszus. Genvalgt: Lars K. Andersen, Lone Pedersen, Kirsten Bech, Kaj Frandsen. Ikke på valg:
Leif Kristensen, Lone Laursen.